Oreoen (og resten af kollektionen) blev lanceret d. 17 februar. Tre Supreme Oreos for 50 kroner. De bliver solgt på torsdag i Supremes egne butikker. Skal du have fat i en cookie? Måske..? Ja..? Nej..?
Med tøven får du næppe fat i en. For kender vi Supremes historik ret, bliver Oreoen revet væk. Og det, selvom folk lige nu forholder sig skeptisk, og Oreoen allerede er brugt i et utal af memes og af Twitter-trolls.
I 2016 havde Supreme en mursten med i kollektionen. Den stod til 200 kroner og blev straks meldt udsolgt. Og derefter blev den gensolgt for op til 6-7.000 kroner, skriver The Guardian.
Har du en Supreme-mursten?
I 2017 blev Supremes logo klistret på metrokort i New York. Med et enkelt tweet blev kortene sat til salg – med kun en enkelt præcisering om, hvilke stationer der var tale om. Og straks blev køerne lange, og kaosset enormt – i en sådan grad, at politiet rykkede ud.
NYC Metro decided to put Supreme Metro Cards in the machines…this happens lol
via @offtheglas pic.twitter.com/Aryyu4bDhQ
— The Supreme Saint (@TheSupremeSaint) February 21, 2017
I 2018 overtog skate-brandet omslaget på tabloidavisen New York Post; på både for- og bagside blev det ikoniske bokslogo trykt, hvilket fik fans og resellere i gang. Alle aviser blev revet væk. Og de fleste blev derefter gensolgt til en markant højere pris. 350 kr. kontra normalt 6 kr.
I år er logoet på Oreos. Og altså bliver det første gang, at Supreme sælger et produkt med en udløbsdato. En kiks, der rådner efter et stykke tid. Men med logoet påklistret kiksen, ser vi sikkert stadig en kæmpe fanskare, der uden tøven skal have fat i kiksen – uanset om den rådner eller ej.
Logoet har en værdi, som efterhånden kan blive påklistret alt – og stadig blive en succes – og en nødvendig accessory til samlingen.
I undersøgelsen “It’s Lit – a guide to what teens think is cool” forsøger Google at forstå, hvad Generation Z egentlig synes, er cool. Og her rammer Supreme ret plet, hvad angår cool-faktoren. Af Z’erne får de stemplet som cool, selvom Supreme faktisk ikke synes at være et af de mest kendte brands.
Når folk investerer i Supreme og har det på, associeres de med brandet. Og det tyder på, at Supreme er et brand, unge gerne vil associeres med.
Tror I, at der bliver kamp om Supremes Oreo?