Danmark spiller sine fem indledende kampe ved håndbold-VM i Malmø – den største by i Skåne, der jo hørte under Danmark indtil for skallede 353 år siden.
Og netop i Skåne lancerer Puma, der er tøjsponsor for de danske håndboldherrer, en kampagne.
“Vi vil gøre noget for både Danmark og Sverige – med et glimt i øjet,” siger Richard Kull, marketingchef i Puma i Sverige, til Dagensmedia.se
Kampagnen, der er skabt af Top Dollar i Malmø, går ud på at få skåningene til at finde tilbage til deres rødder, når det gælder håndbold. Det skal ske med bl.a. outdoor-aktiviteter som gademusikanter – iført danske holdtrøjer – der synger danske sange. Puma har også et samarbejde med Intersport, der sælger de danske spillertrøjer til favorable priser.
“Man skal jo heppe på to hold, selv om man er svensk. Hovedformålet er dog at finde en fællesnævner og skabe håndbold-feber i Skåne,” siger Richard Kull, der håber, at svenskerne vil kunne se det morsomme i en dansk kampagne.
Det svenske landshold spiller sine kampe i den indledende pulje i Gøteborg.