Svingende tal fra kommunikationsbureauer

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Det går op – og det går ned. Et københavnsk kommunikationsbureau har netop aflagt sit bedste regnskab nogensinde, mens et jysk ditto kom ud af 2017 med røde tal på bundlinjen.

Svigtende kundetilgang, egne investeringer, for mange medarbejdere i forhold til omfanget af opgaver og indkøring af en ny partner. Det koster alt sammen, og for Aros Kommunikation udgjorde det forskellen mellem overskud og underskud i 2017.

Det århusianske kommunikationsbureau kom ind i 2018 med røde tal på bundlinjen efter et svært år, der af ledelsen selv karakteriseres som utilfredsstillende.

Omsætningen blev næsten 2,5 mio. kr. mindre end året før, bruttoavancen skrumpede med 19 pct. og årets resultat endte på -322.000 kr. efter et overskud på 89.000 i 2016.

”Resultatet for 2017 er ikke tilfredsstillende, men det var ikke overraskende, at det i hvert fald ville blive et vanskeligt år,” siger adm. direktør Jens Hansen til Bureaubiz.

Generationsskifte har kostet
Det skyldes ikke mindst, at partner John Aarsøe efter 20 år forlod Aros Kommunikation for at gå på pension. Han blev pr. 1. april 2017 erstattet af Erik Eisenberg, der som direktør og partner sluttede sig til Jens Hansen og Line Berg-Stærk i direktionen.

”Vi har gennemført et generationsskifte, og det er gået rigtigt godt, men har ikke overraskende kostet noget. John efterlod en portefølje, men der skal jo også noget nyt ind, og Erik har som ikke-bureaumand selvfølgelig skullet finde sine ben,” fortæller Jens Hansen.

Erik Eisenberg er tidligere journalist og har en fortid som blandt andet informationschef i Dansk Supermarked og kommunikationsdirektør i Mærsk-selskabet APM Terminals og siden Danish Crown.

Ny forretning giver optimisme
Tabet af Sundhedsstyrelsens festmiljøkampagne ’Music against drugs’ i 2015 var et slag for Aros Kommunikation, som siden har skåret stillinger bort og i dag tæller ni medarbejdere svarende til otte årsværk.

Det lader dog til at gå fremad på kundefronten, hvor bureauet har vundet opgaver for Århus Kommune, Seges, Miljøstyrelsen og Tønder Kommune. Dette sammen med et vellykket generationsskifte får Jens Hansen til at se lyst på fremtiden:

”Erik er kommet godt på plads, og vi har fået en god start på 2018 med nye opgaver og ny forretning. Vi har stadig en sund forretning og er derfor optimistiske.”

Nøgletal for Aros Kommunikation 2017 (i parentes 2016 og 2015)
Nettoomsætning: 7,383 mio. kr. (9,817) (9,427)
Bruttoavance: 5,434 mio. kr. (6,669) (6,281)
Driftsresultat: -371.000 kr. (133.000) (-296.000)
Årets resultat: -322.000 kr. (89.000) (-238.000)
Ansatte i gns.: 8 (10) (10)

Pil opad hos Radius
Tidligere på året har blandt andre Geelmuyden Kiese, Advice og Help PR aflagt pæne regnskaber, mens Nørgård Mikkelsen gik tilbage i både top og bund i 2017.
I den pæne ende af skalaen finder man Radius Kommunikation, der præsterede sit efter eget udsagn bedste resultat nogensinde.

Bruttoavancen ramte 31,5 mio.kr, og det var ifølge bureauledelsen som budgetteret. Resultatet blev til gengæld en smule bedre end forventet, og der lå ved årets afslutning således 4,291 mio. kr. på kistebunden. For så vidt angår årets resultat svarer det til en stigning på 18 pct. i forhold til i 2016.

”Det er meget dejligt at komme ud med så tilfredsstillende et resultat. Først og fremmest, fordi det viser, at vi lykkes med den transformation af Radius, der har været i gang de seneste år,” siger adm. direktør Asbjørn Haugstrup med henvisning til bureauets arbejde med blandt andet at arbejde i ’multidisciplinære teams’.

Tilfredshed er afgørende
Det københavnske kommunikationsbureau bryster sig af en høj medarbejder- og kundetilfredshed, hvilket med direktørens ord er ”helt afgørende målepunkter og grundlæggende forklaring” på resultatet i 2017.

Ambitionen for 2018 er forsat vækst i både bruttoavancen og på bundlinjen.

Nøgletal for Radius Kommunikation 2017 (i parentes 2016 og 2015)
Nettoomsætning: 37,757 mio. kr. (33,369) (31,797)
Bruttoavance: 31,532 mio. kr. (28,897) (24,78)
Driftsresultat: 26,597 mio. kr. (24,459) (20,887)
Årets resultat: 4,291 mio. kr. (3,636) (3,349)
Ansatte i gns.: 28 (25) (22)