Tal er en svær størrelse. Hvornår er noget stort og hvornår er det småt.
I Sydbanks tilfælde vurderer man det som en succes, at knap 1000 unge mennesker har delt deres sejrs-historier med banken og omverdenen.
Med til tal-størrelsen hører, at afsenderen – Sydbank – ikke just er høj-involvering, og at fokus ikke er lige varmt omfavnet alle steder: Unge med ambitioner og passion.
Hvert år ved eksamenstid ses debattører, der lufter faren ved ambitioner og mål. I år var den varme kartoffel 12-talspiger, hvor der blev dvælet ved skyggesiderne ved at stræbe og kæmpe for at nå sine mål.
Sydbank har et andet syn på sagen. Bankens kodeks lyder ”Dygtighed og relation skaber værdi”, og det afspejles i den aktuelle kampagne, hvor 18-29 årige blev opfordret til at fortælle historien om deres sejr indenfor karriere og studie.
Hos Sydbank siger salgs- og marketingdirektør, Charlotte Hvidkjær:
”Disse unge mennesker er dem, der kommer til at drive landet om 10 år. Det er morgendagens erhvervsledere, kunstnere, sportsstjerner, entreprenører og meningsdannere. Det er vigtigt for Sydbank at anspore dem til at kæmpe for deres drømme og mål, og ikke lade sig kue af jantelov og antipati. Hvis de skal drive morgendagens Danmark, må de ikke blive demoraliserede i dag. Derfor fejrer vi deres gåpåmod og ambitioner. Vi investerer i dem, så de kan investere i fremtiden.”
Kampagnen, som det digitalt kreative bureau Suzumuchi har hjulpet med, lever på et microsite designet til formålet, samt på Facebook, hvor også medieindkøbet finder sted. Det er en blanding af segmenteret annoncering og retargeting.
Siden kampagnestart i sidste måned har mere end 800 unge mennesker delt deres sejr med verden, og det bringer os frem til, at Charlotte Hvidkjær ikke er i tvivl om, at kampagnen er en succes.
”Den store mængde af personlige sejre, som jeg har haft glæden af at læse, vidner om, at der er rigtig mange unge, der på trods af mange forskellige store udfordringer, kæmper for at nå deres mål og er parate for at gå the extra mile for at komme i mål med deres drømme,” siger Charlotte Hvidkjær.
I hver uge, kampagnen løber, udloddes i en konkurrence 5.000 kr. i founding ”til din næste sejr” – og hovedpræmien er en tur for to til næste TEDx-arrangement senere i år.