Sylvester Hvid halverer overskud og varsler opkøb

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Det 118 år gamle reklamebureau Sylvester Hvid har investeret i fremtiden og halveret forrige års millionoverskud. Vi skal også være her efter 120 år, siger bestyrelsesformanden og varsler flere opkøb.

Danmarks ældste reklamebureau, Sylvester Hvid & Co. A/S fra 1899, har for vane at lande et årsresultat på omkring den halve million, og det var også tilfældet i det forskudte regnskabsår 2016/2017.

Sammenlignet med året før er der dog tale om et fald på 55 pct. på bundlinjen – fra 1.310.090 kr. i 2015/2016 til 591.415 kr. i det netop afsluttede regnskabsår.

Hertil skal lægges overskud fra datterselskaber, som er en integreret del af den daglige drift.

Bureaubiz har talt med bureauets bestyrelsesformand, Fernando W. Olsen, som forklarer det mindre overskud med investeringer:

”Vi er bundlinjestyrede, og vi søger altid at opnå overskud. Indimellem foretager vi så nogle investeringer, som for eksempel i år i nogle seniorsalgsteams, som vi syntes var godt for bureauet i forhold til vores fremtidsplaner.”

Investerer i fremtiden
Ledelsen anser regnskabet som tilfredsstillende, og bruttofortjenesten ligger da også på niveau med det foregående regnskabsår.

Når det er sagt, er der ifølge Fernando W. Olsen altid plads til forbedring:

”Vi har selvfølgelig en drøm om at tjene mere, og det kommer vi også til. Men det handler om at drive en virksomhed ud fra de forudsætninger, vi har, og som markedet giver os. Vi har eksisteret i 118 år, og vi når ikke de 120, hvis vi ikke investerer i fremtiden.”

Klar til opkøb
Og det har de så tænkt sig at gøre hos Sylvester Hvid på Frederiksberg. I det kommende år sætter bestyrelsesformanden efter eget udsagn gerne bureauets ”overskud og mere til” for at opkøbe de rette bureauer.

”Vi har i min tid på bureauet altid været åbne for opkøb, når det gav mening strategisk. Altså, når vi ønskede at gå ind i nye indsigtsområder, produktområder og markeder. Vi søger nu opkøb med henblik på vækst på toplinjen og mere power på det digitale og onlinemæssige område,” lyder det fra Fernando W. Olsen.

Sylvester Hvid har tidligere købt Kreation Online, Mezzo Media, Krogh Design og Zonation.

Kan miste offentlig opgave
På kundesiden løser Sylvester Hvid aktuelt opgaver for blandt andre Ingeniørforeningen IDA, Netcompany og Visitdenmark og står desuden bag en større rekrutteringskampagne for Kriminalforsorgen.

Denne er dog, som Bureaubiz forleden kunne berette, sendt i offentligt udbud, og rekrutteringen af fængselsbetjente kan altså komme til at ende på andre bureauhænder.

Kriminalforsorgen har anslået udbuddets værdi til i alt 10 mio. kr. ekskl. moms over perioden, men størstedelen er ifølge Sylvester Hvids bestyrelsesformand medieindrykninger.

Bud er ”ikke sikkert”
Set med bureauøjne er opgaven altså ikke nødvendigvis en guldgrube, men Fernando W. Olsen ville alligevel ærgre sig over at miste den.

”På bundlinjen ville vi ikke kunne mærke det, men når det er sagt, ville vi ud fra et fra et fagligt og menneskeligt synspunkt være kede af at miste Kriminalforsorgen som kunde. Det er en kompleks virksomhed at forstå, og der er jo tale om HR, som Sylvester Hvid & Co. er specialister på.”

Alligevel er han ”ikke sikker på”, at Sylvester Hvid byder ind på det aktuelle udbud med frist den 14. december 2017.


Nøgletal for 2016/2016 (i parentes 2015/2016)

Bruttofortjeneste: 7.934.362 kr. (8.277.132)
Resultat før skat: 708.928 kr. (1.608.714)
Årets resultat: 591.415 (1.310.090)
Antal medarbejdere i gnmsn.: 14 (13)