Syv bureauer kæmpede om ATP. Resultatet blev genvalg

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

En række af landets største og kendteste bureauer deltog i konkurrencen om et brand alle danskere kender fra lønsedlen. Og et budget på mellem 12 og 20 mio. kr.

Langt de fleste danskere kender ATP fra lønsedlen. Som annoncør er firmaet dog mindre kendt.

Men derfor kan det godt være et stort og attraktivt budget – det vurderes til mellem 12 og 20 mio. kr. samlet over en fire-årig periode – og det er da også en række af landets største og kendteste bureauer, der deltog i den konkurrence, som netop har fundet sin afslutning.

Resultatet blev et genvalg til Electric/Rainmaker, der er en del af Hjaltelin Stahl & Co. ATP har samarbejdet med Electric/Rainmaker siden 2010.

Ialt 14 bureauer havde søgt om prekvalifikation og fem konstellationer med i alt syv bureauer blev udvalgt til konkurrencen. Så Electric/Rainmaker var oppe mod:

  • People Group
  • Kunde & Co
  • DDB sammen med 1508
  • RelationshusetGekko sammen med Communique og Wilke

Der er tale om en 4-årig rammeaftale, hvor det vindende bureau skal levere konsulentydelser i form af kommunikationsrådgivning, sparring, planlægning og udførelse af kampagner samt drift og vedligeholdelse af ATP’s pensionsguide www.pensionforalle.dk.

ATP har benyttet tildelingskriteriet “det økonomisk mest fordelagtige tilbud med underkriterierne kvalitet (50 pct.), Pris (30 pct) og teknisk kvalitet (20 pct.).

Afgørelsen forklarer projektleder Louise Løye-Knudsen således:

” Electric/Rainmaker gav i caseopgaven et kreativt bud på en forårskampagne, som via mange forskellige indtræk – bl.a. et stærkt bannerkoncept – kan sætte pension på dagsordenen. Desuden udviste de en rigtig god målgruppeforståelse og forståelse for ATP som organisation.”

Electric/Rainmaker var oprindeligt hyret ind på en midlertidig kontrakt for at hjælpe med www.pensionforalle.dk.

“Vi ville vente med at gå i luften med EU-udbuddet, til at sitet havde været oppe og køre i ca. et halvt år, så vi var i bedre stand til at specificere og uddybe kravene til det tekniske setup, fordi vi havde set, om sitet kørte, som det skulle,” siger Louise Løye-Knudsen.