Hamborg er kendt som et af Tysklands mest dynamiske centre for design og kreativ innovation. Byen har en lang tradition for grafisk design, mode, produkt- og digitalt design, som afspejles i dens uddannelsesinstitutioner, kreative netværk og internationale virksomheder.
Målt på omsætning er Hamborg Tysklands næststørste bureauby og dermed en af de mest indflydelsesrige i Tyskland. Byen huser nogle af landets førende reklamebureauer, PR-firmaer, digitale agenturer og medieudviklere. Store internationale bureauer har hovedkontor i Hamborg, og byen er ofte pionér inden for både klassisk reklame, digital marketing og branding.
Bureauerne i Hamborg arbejder med alt fra globale kampagner for store brands til lokale initiativer og nicheprojekter, og der er et bredt fokus på innovation, storytelling og bæredygtighed. Mange bureauer samarbejder tæt med designere, tech-udviklere og filmfolk, hvilket skaber et levende og alsidigt miljø for kreative løsninger.
Du har mulighed for at opleve Hamborgs bureauverden
Nu får du som bureauleder mulighed for i et koncentreret program at opleve nogle af Hamborgs mest spændende bureauer og samtidig netværke med dine kolleger over gode middage og en weissbier på den lokale bierstube.
Du får en introduktion til design- og tech-industrien på de to hub’s DesignZentrum og nextMedia, og så skal vi bl.a. besøge Scholz & Friends, den førende bureaugruppe i Tyskland, som udbyder en bred vifte af ydelser.
Vi skal også besøge Peter Schmidt Group, et af Tysklands førende designbureauer.
Der er ankomst søndag den 1. marts om eftermiddagen, og vi tager hjem igen den 3. marts kl. 14.
