Taktisk bureau: Vores ydelser bliver opprioriteret

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Større bureauer har haft det sværre end mindre i de forgangne måneder. Et af de små bureauer der kan mærke fremgangen, er TradeCPh. Her tror man dog, at det mere handler om deres ydelser end om deres størrelse.

Bureaubiz’ bureaulederundersøgelse viser, at der er bureauer, der har haft det svært i de forgangne måneder, men der er også bureauer, der har haft en øget ordretilgang.

Blandt de bureauer, der har haft en højere ordretilgang end de øvrige, er bureauer med 10-19 ansatte.

Der er nemlig 60 pct. af den størrelse bureau, der siger, at de har haft en lidt højere eller meget højere ordretilgang de seneste seks måneder. Mod et gennemsnit blandt alle respondenterne i undersøgelsen på 46 pct., der har haft en lidt højere eller meget højere ordretilgang.

Hvordan vurderer du udviklingen har været i dit bureau de seneste seks måneder (november 2023-april 2024) – Ordretilgang

Det er gået godt for taktisk bureau

Et af de bureauer er det taktiske bureau TradeCph. Her tror CEO Line Skafte Wilkens dog, at det mere er et spørgsmål om, hvilke ydelser de leverer end om deres størrelse:

”Selvfølgelig er en del af vores kunder også presset på økonomien, men vi mærker faktisk, at de opgaver, der bliver lagt hos os, bliver opprioriteret. Når økonomien halter, fornemmer vi, at mange virksomheder vælger at udskyde udgifterne til mere traditionelle marketingtiltag som for eksempel branding, ny identitet og nye hjemmesider. Til gengæld er mange ekstremt opmærksomme på at sikre, at der er budget til den mere taktiske del af markedsføringen.”

Line Skafte Wilkens, CEO i TradeCph.

TradeCph har specialiseret sig i POS-materiale, activation og sampling, og det er netop sådanne hands-on aktiviteter som er i stigende kurs hos bureauets kunder, som bl.a. tæller Pepsi, Heineken og Lay’s.

”I takt med at der ikke bliver brugt så mange kroner og ører på de mere traditionelle markedsføringsindsatser, er virksomhederne i endnu højere grad end tidligere afhængige af, at deres produkter bliver eksponeret og synliggjort ude blandt forbrugerne. Produkterne skal simpelthen ud at leve,” siger Line Skafte Wilkens.

Flere kreative talenter banker på

Til daglig beskæftiger TradeCPH 15 fuldtidsansatte, og har derudover et netværk af 100 timelønnede, der hjælper med at afvikle samplings og events.

Bureauet oplever en stigende interesse fra freelancere, og ifølge Line Skafte Wilkens er det en konsekvens af en afmatning på bureaumarkedet.

”For os er det jo en superpositiv gevinst, at vi pludselig har adgang til nogle virkelig dygtige freelancere, som der måske ellers tidligere var så meget rift om, at vi ikke kunne være med. Men med den afmatning og arbejdsløshed, vi oplever, at branchen er mærket af for tiden, er rollerne byttet lidt om, og vi håber, at de dygtige freelancere kan være med til at styrke bureauets position.”