Tavshed omkring TDC’s dialogbudget

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

TDC har et stort dialogbudget og har nu valgt et lille dialogbureau som ny samarbejdspartner. Men hvordan det skal foregå, er svært at få et svar på.

Er det People Groups samlede ressourcer, der skal lave dialog for TDC, eller skal DialoguePeople i gang med at ansætte en håndfuld medarbejdere – som rygter taler om?

Det står hen i det uvisse, idet ingen har lyst til at svare på spørgsmålet.

Udgangspunktet er, at TDC har afgjort konkurrencen om dialog-budgettet til fordel for People Groups DialoguePeople.

Der er, så vidt Bureaubiz erfarer, tale om et temmelig mandskabskrævende budget, mens DialoguePeople er et lille bureau med 4-5 ansatte. Ifølge Linkedin er der fem inkl. en helt ny tekstforfatter, der er tiltrådt i december, men der er lidt tvivl om, hvorvidt den femte person fortsat er ansat.

Det er en størrelse, der anses for utilstrækkelig til at håndtere TDC. Selvfølgelig kan DialoguePeople trække på People Groups ressourcer, men der vil så være tale om et set-up, hvor man mikse dialog-kompetencer med andre kompetencer.

Bureaubiz har spurgt TDC, hvilke overvejelser man har gjort sig omkring valget af et relativt lille dialog-bureau og fået følgende svar:

“Det er rigtigt, at vi har valgt DialoguePeople som ny samarbejdspartner, fordi vi er sikre på, at de kan løfte opgaven. Den præcise bemanding på forskellige opgaver og kunder må du spørge DialoguePeople om”.

Bureaubiz har yderligere pr. mail spurgt både adm. dir. Bjarne Spellerberg fra Partners, der håndterer TDC’s reklamebudget, samt adm. dir. Morten Hershøj fra DialoguePeople, om det er rigtigt, at man skal til at ansætte et antal medarbejdere i kølvandet på at have vundet budgettet.

Ingen af dem har dog svaret på mailen.