APM Terminals er en kæmpestor forretning med over 25 mia. kr. i omsætning. Den driver store havneanlæg rundt om i verden, og er helt grundlæggende en BtB-orienteret virksomhed, der kender sine kunder ret præcist: store container-rederier.
På den baggrund er det utraditionelt, at virksomheden nu med hjælp fra TBWA i København har kastet sig ud i en bredt orienteret global annoncekampagne – fra Monrovia til Mexico og fra Kina til Argentina.
Annoncerne vil næppe vække opmærksomhed for udformning og kreativitet – det er konteksten, der er usædvanlig.
”Vi arbejder jo primært for store containerrederier og importvirksomheder, som kender vores styrker og kompetencer. Så med den nye strategi ønsker vi at gøre vores arbejde relevant og vedkommende også for almindelige mennesker i de samfund, vi opererer i”, siger Erik Eisenberg, Vice President Communications and Branding.
Han erkender, at kampagnen næppe vil have nogen direkte kommerciel betydning.
“En stor del af vores forretning bygger på tilladelser og offentlige koncessioner samt samarbejde med en lang række interessenter. Vi tror på, at hvis vi kan skabe en større forståelse for, hvad det er vi skaber af værdi bredt – ikke bare i forhold til direkte arbejdspladser i forbindelse med en havn men også for handel bredt – så kan det styrke vores muligheder for at udvikle vores forretninger,” siger Erik Eisenberg.
Selskabet er glade for de første erfaringer.
“Vi er nybegyndere på massemarkedsføring, så vi er startet forsigtigt. Det er en proces, vi er startet på, og vi skal finde vores ben. Men de første erfaringer er gode, så nu vil vi arbejde på at udvikle kampagnen yderligere,” siger Erik Eisenberg.
Den interne arbejdstitel i udviklingen af det nye koncept er Win Hearts and Minds. Det gennemgående payoff i det nye koncept er Lifting Global Trade, som på forskellige områder introducerer temaet Lift your… to New Heights. For eksempel Lift Your… business, community, opportunities, exports, potential og safety.
Hvert område har sin egen visuelle identitet, men ikke i form af traditionelle billeder af kraner, containere, fragtskibe og sikkerhedshjelme. Kampagnen er derimod forsynet med tankevækkende billeder af mennesker, som viser glæde over at være med til at give tingene et løft. Lift Your Business To New Heights er for eksempel en mand, der i mødelokalet løfter sin kollega op i begejstring over at have opnået noget godt.