Techgiganter fandt smuthul i lov om børn og sociale medier – nu vil den danske statsminister lukke hullet

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Selvom der allerede er en lov, der forbyder techgiganter at få samtykke af børn under 15 år til brug af sociale medier, har techgiganterne fortsat givet adgang, fordi de siger, at de har en ‘kontrakt’ med børnene. I sin åbningstale varslede statsminister Mette Frederiksen, at regeringen vil lukke hullet.

94 procent af danske børn i 7. klasse har ifølge Børns Vilkår haft en profil på et socialt medie, inden de blev 13 år. Det brugte statsminister Mette Frederiksen (S) i sin åbningstale som indledning til at sige, at ”regeringen vil foreslå, at vi forbyder flere sociale medier til børn og unge under 15 år. Med mulighed for, at forældre kan give lov, fra børnene er 13 år.”

Men der er faktisk allerede er en lov om, at børn og unge skal være 15 år for at komme på sociale medier uden forældresamtykke. Den trådte i kraft den 1. januar 2024.

Problemet er, at af den lovgivning går ud på, hvad techgiganterne må, når de skal indsamle og behandle børns data, og de store techgiganter har fundet et smuthul ud af den lovgivning.

Derfor anmeldte Børns Vilkår allerede i januar 2024 techgiganterne til Datatilsynet for overtrædelse af loven fra 1. januar 2024.

Techgiganterne har på Børns Vilkårs anmeldelse til Datatilsynet svaret, at loven fra 2024 forbyder, at børn og unge må give samtykke før de er 15 år, men at de – altså techgiganterne – ikke beder om samtykke, men har indgået en kontrakt med børnene, og derfor mener de, at de kommer uden om lovgivningen. Det er de i Børns Vilkår forundrede over, kan være et legitimt svar.

”For i Danmark skal man være 18 år for at indgå en kontrakt,” siger techpolitisk konsulent i Børns Vilkår, Sørine Vesth Rasmussen. Hun tilføjer, at sagen nu ligger på justitsministeriets bord samt fremgår  som et initiativ i regeringens hvidbog om beskyttelse af børn online.

Techpolitisk konsulent i Børns Vilkår, Sørine Vesth Rasmussen

Borgerne – i stedet for techgiganterne – får forbuddet

Men i sommer kom der fra EU nye retningslinjer for, hvordan tech-virksomheder skulle beskytte børns rettigheder, sikkerhed og trivsel online. Den såkaldte Digital Services Act. Her fremgår det, at de enkelte lande i EU godt selv må fastsætte alderen for, hvornår børn og unge må gå på de sociale medier.

Derfor – siger Sørine Vesth Rasmussen – kan regeringen nu lave en lov, der forbyder børn og unge under 15 år at bruge sociale medier.

Det vil sige, at det statsministeren formentlig mener, når hun siger, at hun vil forbyde flere sociale medier til børn og unge under 15 år, er at den danske regering kommer til at lovgive om, hvad brugerne må og ikke, hvad techgiganterne må.

Det forklarer Sørine Vesth Rasmussen og tilføjer:

”Vi er rigtig tilfredse med, at statsministeren i sin åbningstale italesætter, at vi ikke finder os i techgiganternes juridiske gaslighting. Det smuthul, som techgiganterne har fundet, har regeringen fået mulighed for at gøre noget ved, og det er stærkt af statsministeren, at hun holder fast i, at vi ikke vil have, at danske børn under 15 går på de store internationale sociale medier, hvor de ikke kan føle sig sikre.”

Forbuddet gælder kun for de store internationale techgiganter

På spørgsmålet om, hvorfor statsministeren siger ’flere sociale medier’ i stedet for at sige ’alle sociale medier’ svarer Sørine Vesth Rasmussen:

”Det er nok fordi, statsministeren tænker på, at man vil sætte en grænse for de store, hyper-kommercielle tech-platforme, som kontinuerligt finder nye måder at krænke børns rettigheder på, men at hun samtidig gerne vil værne om børns trygge og gode digitale fællesskaber, fx på mindre sociale medier.

Sørine Vesth Rasmussen fortsætter:

”Jeg tænker, at vi alle er enige om, at vi skal værne om børns trygge fællesskaber og man jo ikke skal lukke helt ned for børns digitale liv, når vi lever i en digitaliseret verden og i et land, der er et af de mest digitaliserede.”