Teknologi og tilgængelighed tager teten

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Hverdagen skal gøres lettere og gerne fra mobilen. Vi er vilde med teknologi og tilgængelighed – og med de brands, der tilbyder det. To eksperter forholder sig til tendensen, der kommer klart til udryk i Yougovs seneste imagemåling.

Alle elsker Lego. Vi ved det godt, og YouGov slår det da også fast i sin nyligt offentliggjorte indeksering af de danske virksomheder med det bedste omdømme.

Her lægger legetøjsgiganten fra Billund længder ned til listens nummer to, Mobilepay, der ikke desto mindre ifølge Tobias Lassen Falkencrone, som er strategisk direktør i IDna Group, markerer en forbrugertendens.

”Mobilepay er på relativt få år blevet allemandseje og har defineret kategorien i Danmark. Et perfekt eksempel på god usability og bekvemmelighed, som hele Danmark har taget til sig,” siger han til Bureaubiz.

Med på mobilen
Vi elsker nemlig også teknologi og tilgængelighed, og den populære betalings-app repræsenterer begge dele.

Tendensen ses tydeligt i Yougovs globale omdømmeindeks, der domineres af teknologivirksomheder rodfæstet i internettet: Google, Youtube, Whatsapp, Facebook etc.

”De firmaer, som topper listen, formår at spille på den banehalvdel og er alle stærke brands, som vi er i kontakt med hver dag. Altså en bevægelse hen imod det tilgængelige – det, som du har med dig på mobilen,” lyder det fra Tobias Lassen Falkencrone.

Konstant og konsekvent
IUM’s adm. direktør Heine Jørgensen påpeger, at stærke brands formår at skabe ”en relevans eller forbindelse mellem brand og forbruger”. Han hæfter sig i dansk regi i den forbindelse ved blandt andet førnævnte Mobilepay, der udfylder en konkret funktion i folks liv.

”I en tid med konstant forandring og nyhedsstrøm er der også en stor værdi i at være konstant og konsekvent i sin adfærd, og flere af de andre brands (på listen, red.) er både etablerede og har en høj troværdighed omkring sig med hensyn til kvalitet, adfærd og produkt. Heri ligger også en identitet, som gør, at forbrugerne ved, hvad de kan forvente, og som forbrugerne kan genkende.”

Heine Jørgensen bemærker endvidere, at de ti bedst placerede virksomheder på den danske liste ikke har gjort store udsving i hverken op- eller nedadgående retning.

”Det viser også, at brandværdi skal bygges op på mange fronter og konsekvent igennem tid.”

Lego er bare go’
Tobias Lassen Falkencrone fra IDna Group noterer sig ligeledes, at mere etablerede brands som, ja, Lego ”formår at forblive stærke i vores bevidsthed på baggrund af en stærk identitet”.

”De er en identitetsbåren virksomhed, som har formået at følge med tiden og positioner sig på tværs af platforme – uden at tabe den legende identitet og uden at tabe relevansen i markedet. Vi ved jo alle, hvad Lego står for, vi kender deres identitet og hvad de vil. Og den position er svær at kopiere.”

Også hos IUM tager man hatten af for Lego, og adm. direktør Heine Jørgensen glæder sig over at se et dansk brand på top-10-listen:

”Lego har udviklet sig med tiden. Digitalt content, interaktion mellem Lego-produktet analogt og digitalt, partnerskaber med andre nutidige og relevante formater i form af filmudgivelser som Harry Potter, Starwars og Batman og produktlinjer som Duplo og Creator, der holder Lego relevant for forbrugerne fra barn til voksen.”

Rejsekort rejser sig (lidt)
Mens Lego som forbrugerdarling er en velkendt historie, vil det nok overraske nogen, at danskerne tilsyneladende er blevet mildere stemt over for Rejsekort. Selskabet bag det stormombruste betalingskort har i hvert fald rejst sig fra et minus til et noget mindre minus.

Dette forklarer Tobias Lassen Falkencrone med samme tendens som Mobilepay:

”Det er teknologi, som er tilgængelig og som vi bruger hver dag. De har formået at overleve deres børnesygdomme og står nu som et stærkere brand.”

Heine Jørgensen fra IUM mener ikke desto mindre, at vejen mod imagetoppen er meget lang for både Rejsekort og eksempelvis DSB.

”Der er for megen støj, polemik og måske også manglende imødekommelse af danskernes behov, som skal løses. Det er et toprelevant behov at kunne rejse fra A til B – men der er ikke etableret en konstant, effektiv, brugervenlig og likeable løsning endnu.”