Thise Mejeri lancerer søsterbrand med hjælp fra toårigt netværksbureau 

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Øko-pioneren tager et skridt mod en grønnere fremtid med Thise Planteri. Bureau Begejst fra Aarhus var med som sparringspartner gennem hele processen.

Thise Mejeri, der blev økologisk for 25 år siden, lancerer et nyt sortiment af 100% plantebaserede mejeriprodukter, bl.a. barista havredrik, iskaffe og fermenteret ”havregurt” med frugt. Alt sammen produceret på mejeriet af dansk økologisk havre dyrket af Thises egne landmænd.

Udviklingen af det plantebaserede sortiment førte en række spørgsmål med sig for Thise: 

Er målgruppen for de nye plantebaserede produkter den samme som for de klassiske mejeriprodukter? Hvis man er til plantedrikke, vil man så acceptere produkter fra en ellers overvejende animalsk producent? Og kan Thise stå som troværdig afsender af en planteserie?

Spørgsmålene var indledningen til et samarbejde mellem Thise og Bureau Begejst. Bureauejer Christian Kirkegaard siger: 

”Også når vi arbejder med så værdidrevet et fyrtårnsbrand som Thise Mejeri, insisterer vi på at arbejde vidensbaseret – og dykkede derfor sammen med Thise ned i markedet og målgruppen for at forstå, hvordan vi skulle positionere den nye planteserie. Og det var åbenbarende”.

Strategisk planner, Cathrine Esmann, forklarer: 

”Vi så et kæmpe match i værdier mellem Thise og den voksende målgruppe af forbrugere, som gerne vil spise mere plantebaseret og naturligt. Og vi fik indikationer på, at det ikke alene var acceptabelt, at Thise lancerede planteprodukter, det ville ligefrem være værdifuldt for mange mennesker.” 

En af Thises kerneværdier er kampgejst, og det ville Bureau Begejst gerne spille på. Kampagneuniverset er bygget op som en kærlig grøn revolution, centreret om den nye værdiposition: Rendyrket Øko Plante Power”.

Dorthe Vester, key account manager hos Thise, siger: 

”Selv om Thise er et brand med dybe rødder, så er vi altid på vej. Så bureau-partneren skal både forstå, hvor vi kommer fra, og samtidig udfordre os undervejs. Det fungerer godt i samarbejdet med Begejst”.