Det skulle være så simpelt: Skab noget indhold, del det på sociale medier og få kunder i butikken. Sådan ser virkeligheden bare ikke altid ud. Det gør den ifølge Larry Kim fra det amerikanske webbureau Wordstream faktisk yderst sjældent.
Wordstream hævder, at kun 2 pct. af en virksomheds Facebook-fans ser virksomhedens opslag. Derfor skal indhold, der deles på eksempelvis Facebook og Twitter, styrkes, tagges, filtreres og følges op. Og det skal gøres igen og igen.
Larry Kim præsenterer i Wordstreams blog ti konkrete tips til markedsføring på sociale medier – både den, man betaler for, og den, der er ganske gratis.
- Højere ’quality score’.
Hos Google hedder det ’quality score’, hos Facebook ’relevancy score’ og hos Twitter ’quality adjusted bid’. Alt sammen handler om kvalitet og relevans, og du hæver den blandt andet ved at promovere dit mest populære indhold.
- Målret
Du skal målrette indholdet til bestemte grupper af følgere og ikke bare alle.
- Revurder betalte annoncer
Betalte annoncer på eksempelvis Twitter bør være forbeholdt dit bedste indhold og kun, hvor det giver mest mening for din forretning, det være sig klik til hjemmeside, antal følgere, videovisninger eller noget fjerde.
- Video
Brug krudt på videoannoncer og promover dine bedste.
- Brugerdefinerede annoncer
På Facebook hedder værktøjet ’custom audiences’ og hos Twitter ’tailored audiences’. Begge steder er der tale om identitetsbaseret annoncering, der kan promovere indhold for meningsdannere.
- Flere platforme
Brug flere platforme, men gør indholdet relevant for brugerne. Det behøver ikke at være nyt, men det kan vinkles til forskellige målgrupper.
- Annoncer til brand recognition
Helt uden om annoncer kommer man ikke. Brug dem til at opbygge genkendelse af dit brand.
- Gentagelser
Kom igen. Gentag dine budskaber for at sætte skub i konkrete ’hard offers’ som registreringer og downloads.
- ’Super remarketing’
Det lyder abstrakt, men handler ifølge Larry Kim om at ramme den målgruppe, som ud over at have vist interesse i dit produkt, har tjekket det ud og rent faktisk har råd til at købe det.
- Kombiner søgninger og sociale medier
Går man all in, bør man tænke betalte søgeresultater og annoncer på sociale medier sammen. Det er en noget teknisk affære, men Larry Kim løfter lidt af sløret i bloggen.
Læs hele Larry Kims blog ’The 10 Greatest Social Media Advertising Tips for Content Marketers’ her.