Af Hanne Feldthus

For enhver kreativ må Svend Brinkmanns opgør med positiv psykologi, coaching og selvudvikling være guf. Det er en fremragende ”disruption”, desværre kommer han i processen til at smide mavefornemmelsen ud med badevandet.

Kender I typen, der nærmest af princip indtager det ledige standpunkt og energisk forfægter det alene for provokationens skyld. Det kan være svært irriterende henover middagsbordet.

Anderledes konstruktiv er tidligere kreative direktør for Saatchi & Saatchi i London Paul Ardens kreative filosofi: ”Whatever You Think, Think the Opposite”. Det åbner for nytænkning og brud med forældede konventioner.

På nogle bureauer kalder man det disruption og har fine modeller og lange processer, som skal virke befordrende for den kreative tænkning.

Meget af den slags ender i det rene ingenting, men ind imellem kommer bruddet med den konventionelle tænkning på det helt rigtige tidspunkt altså lige der, hvor verden er klar til at høre om de nye ideer. Timing er som bekendt alt.

Svend Brinkmanns nye bog: ”Stå fast” er en sådan disruption, og timingen ser ud til at være perfekt. Man har nærmest ikke kunnet åbne en avis, høre radio eller se tv uden at støde ind i kommentarer, anmeldelser og debat om hans opgør med den evigt omsiggribende positive psykologi, coaching, mindfulness og selvudvikling.

Meget tyder derfor på, at vi har nået et punkt, hvor folk er ved at blive kvalt i positiv tænkning, som blandt andet har bevirket, at ordet problem konsekvent erstattes med udfordring eller ligefrem mulighed.

Interessant nok har forlaget, Gyldendal Business, tilsyneladende ikke været overbevist om bogens gennemslagskraft, for den blev udsolgt fra forlaget med det samme, men nu er den på gaden igen og ved siden af mig ligger endelig et anmeldereksemplar.

Den er skrevet som en selvhjælpsbog, selvom den netop opfordrer til, at man smider sine selvhjælpsbøger ud; fyrer sin coach, hvis man skulle være så uheldig at have engageret en sådan; og gør oprør ved de årlige MUS-samtaler, hvis man ikke har brug for at udvikle sig, men bare vil have lov til at passe sit arbejde.

Selvhjælpsformen er en forfriskende ide, selvom argumentationen sine steder næsten får karakter af at indtage det ledige standpunkt bare for at provokere.

Nu er hr. Brinkmann professor i psykologi, og hans forskning foregår angiveligt i grænselandet imellem psykologi, filosofi og kulturanalyse, så hans argumenter er ikke hentet ud af den blå luft. Han er vendt tilbage til stoikerne fra det gamle Rom for at få en modvægt til nutidens krav om at finde sig selv. Stoikerne mener sjovt nok, at man skal lære at affinde sig med sig selv.

De vigtigste stoiske dyder er pligtfølelse, sindsro og værdighed. Her er fornuften – ikke følelserne – i højsædet.

Bogen omhandler syv leveregler og særligt leveregel nr. 1 vil nok provokere reklamefolk over en bred kam. Den angiver nemlig, at man skal holde op med at mærke efter i sig selv.

Det er ind imellem underholdende læsning, hvor vi blandt andet får at vide, at grunden til, at så mange er så stressede og frustrerede, er, at de i deres søgen efter egen kerne måske har opdaget, at der ikke er noget i dem selv. At der er helt tomt.

Men det bliver anstrengende, når han argumenterer for at lade være med at konsultere sin mavefornemmelse, da man for eksempel ikke kan finde opskriften på pebernødder eller løsningen på klimakrisen i sit indre.

Nej, det kan man ikke. Det er en no-brainer, som man siger på moderne dansk. Men efter min bedste overbevisning, kan man ikke lave god reklame uden at være i kontakt med sin mavefornemmelse.

Selvom stoikerne hylder fornuften, kan de ikke komme uden om, at det er følelser, der får folk til ændre holdning og handling. Det har vi vidst, siden de gamle grækere udforskede retorikken, om jeg ligesom forfatteren må have lov til at bruge antikkens filosofer som sandhedsvidner.

Hvis man som reklamemand således ikke kan mærke sin egen kommunikation, er der noget galt. Enten med ens mavefornemmelse eller med ens kommunikation. I den forbindelse er jeg faktisk ret sikker på, at hr. Brinkmanns mavefornemmelse har sagt ham, at formen på hans bog var en god ide, ellers ville han nok have fundet på noget andet.

På trods af, at jeg ikke er enig i alle bogens betragtninger, vil jeg alligevel anbefale den til alle Bureaubiz’ læsere. Dels fordi den er en fremragende disruption. Dels fordi den giver stof til eftertanke om det moderne liv og alt det terapeutiske bullshit-lingo, man møder både privat og på arbejde.

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
Hanne@hannefeldthus.dk

Kommentarer

  1. Jeg glæder mig til at læse bogen, men ved på forhånd at Hanne har ret med hensyn til mavefornemmelse. Uden den ender alt i en fluebensmasakre. Hvor det hele er rigtigt, men samtidig helt ligegyldigt.

  2. Enig i det forfriskende ved den disruption; opgøret med selvhjælpsindustrien og det udviklingspåbud, der kan virke omklamrende i jobkontekst. Men jeg er nu lodret uenig i Brinkmanns præmis om, at terapi og selvudvikling = selvoptagethed. Det har jeg skrevet en artikel om (i egenskab af psykoterapeut, som er min anden “kasket”, ved siden af plannerrollen på RelationshusetGekko). http://www.information.dk/511936

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club