Selvom det efterhånden er nogle år siden, så fornægter Jacob Nagels bureaufortid sig ikke i den virksomhed, han har drevet i en række år. Og som fornylig har lanceret et nyt produkt, der skal hjælpe tidspressede danskere.
Jacob Nagels bureaufortid foregik bl.a. hos Framfab og Tribal DDB – og han var adm. direktør hos sidstnævnte i et par år. Men maden kaldte:
“Min hustru og jeg havde rejst nok og lavet forskellige ting i etablerede virksomheder. Vi så på markedet for firmafrokoster – det var helt håbløst, og de færreste tjente penge,” siger Jacob Nagel.
Det kunne skræmme de fleste, men det var netop her, at en struktureret værktøjskasse kunne komme til – nå, ja: – sin ret. Det blev til Gastronomiet.
“Hvis vi skal drive en forretning, så skal vi skille os positivt ud. Og en af forskellene på os og de øvrige på markedet var, at vi designede processerne udefra og ind. Vi begyndte hos kunden, og når man gør det, bliver selv IT-systemer anderledes – og giver f.eks. plads til, at kunden ikke er så vild med retter med broccoli,” siger Jacob Nagel.
Selv om hans tid hos Tribal DDB ligger tilbage i 2003, så fornægter bureau-erfaringerne sig ikke. Og de ligger bl.a. til grund for et nyt koncept, smagssag.dk. Bestiller man sin middagsmad på nettet inden kl. 13.00, så leveres den på den ønskede adresse (i Storkøbenhavn, indtil videre) inden kl. 16.00.
“Du kan ikke lave en god kampagne, hvis du ikke kender de mennesker, du taler til. Og fra en undersøgelse, som Arbejdernes Landsbank har foretaget, ved jeg, at dét, som medarbejdere stresser over, er hverken jobbet eller krisen, men derimod dét, der skal ske efter jobbet – dét, de skal nå. Andre bringer også mad ud til enkeltpersoner, men vi leverer på jobbet, i en køleboks – og alle retter skal tage højst 15 min. at lave,” siger Jacob Nagel.
Han har brugt et års tid på at forberede Smagssag.dk, der også søger at tage hensyn til – ikke “kundernes kunder”, som man kender dem fra bureauerne, men kundernes chefer:
“Det kan være en barriere for virksomheder, hvis det kræver en særlig indsats fra deres side at få leveret mad til deres medarbejdere. Dette koncept koster ikke virksomheden noget, for medarbejderen bestiller selv. Men der kan nu godt være en fordel for virksomheden i at promovere tilbuddet, for andre undersøgelser viser, at får en medarbejder sin middagsmad leveret, så bliver vedkommende 30-60 min. længere på jobbet,” siger Jacob Nagel.