Tidligere bureaudirektør bliver medejer af nyt selskab

Peter Engholm
25@mail.dk

Manden, der indtil sidste sommer stod i spidsen for mobilbureauet Insilico, har taget initiativ til et nyt selskab ved siden af sit normale job – og er på direktør-jagt.

Der er de skræddersyede løsninger, og der er one size fits all – et valg, hvis man skal tillægge en kritisk tilgang, mellem det dyre og det utilpassede. GoingMobile er et nyt bureau, der mener at kunne levere mellemtingen: Stangvaren, der er tilpasset den enkelte.

Medstifter og bestyrelsesformand er Anders Cervera, der indtil sidste sommer var CEO på mobilbureauet Insilico, og som må siges at kende til de skræddersyede apps.

”Udfordringen er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt virksomhederne skal have en mobil tilstedeværelse – det har de erkendt er en nødvendighed – men snarere økonomi og time-to-market: Og det er som regel ressourcekrævende at udvikle apps fra bunden af. Vi tilbyder en template-baseret løsning, hvor virksomhederne kan få deres egen native app, mobil-tilpasset website og desktop website, der alle bliver opdateret fra ét og samme CMS-system,” siger Anders Cervera.

GoingMobile er en danskbaseret salgs- og projekt-organisation med foreløbig fire medarbejdere. Selve udvikling af kerneplatformen er fraskilt i separat svensk søstervirksomhed med 14 ansatte, som har solgt løsningen til bl.a. Bonniers Group og Unilever.

Anders Cervera er til hverdag Group COO i det mobile annoncenetværk, AdQuota, så han tegner ikke GoingMobile. Hvem gør så? Ja, det er dét spørgsmål, som snart skal besvares..

Bureauet har endnu ikke skrevet under med en direktør, men Anders Cervera forventer, at det vil ske snarest.

GoingMobile har også en Facebook-side, der kan ses her.