Eks marketingdirektør bliver ny topchef i Coop

peng

Den nye direktør har arbejdet sig op – bl.a. som marketingdirektør i Ikea – og fremhæves for sine kompetencer inden for ledelse og kommunikation.

Vakuumet i Coops absolutte top efter Jesper Liens fyring i august bliver fyldt ud den 4. november, når Peter Høgsted tiltræder som adm. direktør.

Peter Høgsted har arbejdet med detailhandel hele sit liv, de seneste 10 år internationalt i de to globale detailhandelsvirksomheder, Ikea og byggemarkedskoncernen Kingfisher.

Coops bestyrelsesformand Lasse Bolander siger i en pressemeddelelse, at med Peter Høgsted har Coop fået det, man ledte efter.

”En topleder med erfaring og dokumenterede resultater fra international detailhandel. En person med stærkt kundefokus, gode kompetencer inden for ledelse, kommunikation og med en klar forståelse for Coops unikke historie, ejerform og værdier som medlemsejet virksomhed.”

Peter Høgsted indledte sin karriere i Coop, hvor hans første job var som kasseassistent i det daværende OBS! i Randers, der i dag hedder Kvickly.

Han var i alt syv år i en række forskellige positioner i Coop-kæderne, inden han i 1995 kom til Ikea. Her var han marketingdirektør i tre år, frem til 2000, hvorefter han som 31-årig blev adm. direktør.

På denne post blev han fremhævet som en af dansk erhvervslivs mest kreative unge navne med et snert af provo over sig: Titlen på visitkortet var ‘boligaktivist’, og det var Peter Høgsted, der hævede kassedamernes løn med 5000 kr. pr. måned for at demonstrere, at han anså deres indsats for vigtigt.

Hans internationale karriere begyndte som adm. direktør for Ikea i Storbritannien i 2003.

I 2008 kom han til Kingfisher, hvor han indtil 2012 havde ansvaret for internationale aktiviteter med en omsætning på 20 mia. kr. og ca. 30.000 medarbejdere.

Nu går turen tilbage til jobbet som øverste chef i Coop for Peter Høgsted.

“Jeg er glad for at være tilbage i Danmark og til at skulle begynde i det job, som jeg altid har anset for at være det mest attraktive job i dansk detailhandel. Det mener jeg, er p.g.a. Coops centrale rolle i det danske samfund, de værdier virksomheden bygger på og den ledelsesmæssige udfordring, det er at stå i spidsen for en virksomhed med en sådan kompleksitet,” siger Peter Høgsted.

/ritzau/