Tidligere McCann og BBDO-folk bag nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Motor Agency er navnet på et bureau, der netop er åbnet. I ejerkredsen ses bl.a. tidligere BBDO-direktør, Juliane Meulengracht, der gør comeback på bureausiden.

December er ikke forbeholdt åbning af kalenderlåger – også bureauer åbner. Motor Agency, i daglig blot Motor, må siges at være Københavns yngste bureau, men bemandet med særdeles erfarne kræfter.

Motor tæller fra begyndelsen fem personer; Flemming Thomsen, Carsten Michelsen, Julie Wick, Juliane Meulengracht. samt Jesper Lykke Nielsen. Bureauet er flyttet ind i egne lokaler hos Frankly Web for dermed at være tæt på digitale kompetencer.

De fire førstnævnte kender hinanden fra både BBDO og McCann. Og i sidste måned kunne Bureaubiz berette, at Flemming Thomsen og Carsten Michelsen var ved at stifte noget nyt sammen. Flemming Thomsen stoppede i maj som viceadm. direktør i McCann Copenhagen, og Carsten Michelsen stoppede for nylig som kreativ direktør på McCann.

De to kender hinanden gennem mange år på også BBDO, hvor Juliane Meulengracht i en årrække var adm. direktør. Her stoppede hun i 2007 og har siden arbejdet som bestyrelsesmedlem i en række fonde og virksomheder.

”Du kan godt sige, at Juliane gør comeback på bureausiden. Hun bliver partner og strategisk advisor. Hun kommer ikke til at sidde på bureauet fast, men vi kan trække på hendes store, strategiske kompetencer i det omfang, at opgaverne lægger op til det,” siger Flemming Thomsen, der er adm. direktør i Motor.

Motors partnerkreds tæller i første omgang Flemming Thomsen og Juliane Meulengracht, med den hensigt at supplere kredsen sidenhen.

Carsten Michelsen er kreativ direktør, og Julie Wick er projektleder – en funktion og titel, hun også havde på McCann, hvorfra hun er kommet.

Grundstammen består således af personer med BBDO- og McCann-erfaring. Det nye element på det nye bureau er Jesper Lykke Nielsen, account manager, der for nylig er vendt hjem fra London, hvor han har arbejdet hos Omnicom og Publicis.

Flemming Thomsen er også erfaren i at starte et nyt bureau op, således som det skete på McCann Copenhagen for fire år siden.

”McCann var en turnaround, mens Motor er en helt ny begyndelse. Vi tror på, at der er efterspørgsel efter et kreativt kommunikations- og reklamebureau, der er seniorbemandet på alle poster. Hvor kommandovejene er korte og processerne fleksible,” siger Flemming Thomsen.

Han tilføjer:

”Vi tror på, at alting starter med den gode og medieuafhængige idé. Opgaven er derfra at sætte tingene mest effektivt i bevægelse. Og det er der ingen standardopskrift på. Kræver det, at vi på projektbasis tilfører særlige kompetencer fra vores store og etablerede netværk – ja, så gør vi det, alt afhængigt af opgavens karakter.”

At sætte tingene i bevægelse er en formulering valgt med noget, der ligner velberådet hu. For om bureauets navn siger Flemming Thomsen:

”Navnet Motor er ikke helt tilfældigt. En motor sætter ting i bevægelse og det er jo grundlæggende derfor, man kommunikerer. For at flytte varer eller holdninger. Og det er det, vi vil – og det, vi kan på Motor.”

De første projekter er allerede i gang, og Flemming Thomsen glæder sig til at fortælle om dem – men på stående fod vil han gerne vente med at melde kunder ud, indtil projekterne er lidt længere fremme.