Tidligere mediedirektør vil konkurrere med Interflora

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Berlingskes tidligere bladsalgsdirektør har skiftet aviserne ud og vil nu sige det med blomster. I abonnement.

Mediebranchen er skiftet ud med blomsterbranchen hos Berlingskes tidligere bladsalgsdirektør, Hans-Christian Kock, der dog kun nåede at være i det store mediehus i få måneder.

Til gengæld var han meget længere i et andet bladhus, nemlig 10 år hos Kristeligt Dagblad, hvor han var salgs- og marketingdirektør.

Han har således i en årrække solgt avis-abonnemneter og den fortid fornægter sig ikke i hans nye virksomhed, For nok er produktet et ganske andet, men konceptet er en abonnementsform for Hans-Christian Kocks nye virksomhed, Flowertime vil sælge blomster i abonnement.

Til spørgsmålet om, hvorfor blomster skal sælges i abonnementsform, svarer Hans-Christian Kock:

”Salg i abonnement er fremtidens forretningsmodel. I USA er det den forretningsmodel, der boomer allermest. Du kan købe alt i abonnement: barberblade, sko, blomster -  alt muligt. Det er nemt og bekvemt. Vi sælger blomster i abonnement, fordi det giver køberen friske blomster hver uge, måned eller hvor tit man ønsker at få leveret,” siger Hans-Christian Kock

Lige nu leverer Flowertime i hovedstadsområdet, men ambitionerne er meget større hos Hans-Christian Kock:

”Vi har over sommeren udvalgt godt 50 virksomheder, som vi har leveret til. Her har vi afprøvet konceptet og målt tilfredsheden. Ambitionen er at blive den førende leverandør til danske virksomheder og private hjem. Ikke kun i Danmark. På sigt går vi også ud internationalt.”

Som firmanavnet antyder, holder Hans-Christian Kock sig til blomster. Han vil ikke afvise, at man kan udvide – med f.eks. vin ligesom Interflora. Men det er ikke umiddelbart tanken.

Udover at få gang i salget via benhård canvas, vil Flowertime benytte sig af telemarketing og direct marketing. Til det formål har man allieret sig med direct marketing bureauet Director, mens Comotion har lavet Flowertimes hjemmeside.

Desuden har Hans-Christian Kock allieret sig med en anden kending af Berlingske Medier, nemlig Morten Suhr Hansen, der i en længere årrække også var bladsalgsdirektør på Berlingske.

Morten Suhr Hansen er medejer af Flowertime via sit firma Subscrybe, der rådgiver omkring netop abonnementsforretninger.