Tænk, hvis du havde grundlagt en virksomhed og efter et par årtier solgt den, og 50 af dine tidligere medarbejdere efter endnu et par årtier fandt ud af, at de på eget initiativ måtte mødes. Ville du så ikke være stolt?
Det kan Hugo Tranberg og Flemming Hansen roligt være. De grundlagde Analyseinstituttet AIM i slutningen af halvfjerdserne, solgte det i begyndelsen af 90’erne til Nielsen, og januar 2010 mødtes 50 af deres tidligere trainees heriblandt overtegnede til en overordentlig festlig re-union.
Der stod vi i Huset i Magstræde og kiggede forundrede på hinanden, krammede, grinede og hujede som man gør, når man møder mennesker, man en gang har været meget igennem sammen med.
Det var ind i mellem svært at få ørenlyd, for snakken gik over stok og sten om, hvad folk har oplevet i alle de år, hvor vi ikke havde set hinanden.
Vi spiste middag og sang den gamle kampsang: “AIM, AIM min elskede ven”. Ja, sådan en sang havde vi gudhjælpemig. Og den blev i fordums tid sunget ved enhver fest, og dem var der rigtig mange af.
AIM var i sin storhedstid en meget speciel arbejdsplads. Kompagniet blev på ganske få år det førende analyseinstitut, og Flemming Hansen, der “bi-jobbede” som professor på Handelshøjskolen i København, rekrutterede med rund hånd sine cand. merc.-studerende til at blive halvtidsansatte trainees.
Som sådan måtte man påregne for en meget beskeden løn at skulle udføre de mest trivielle kontorfunktioner inklusive at fotokopiere store mængder rapporter, men en pæn del af tiden fik vi faktisk kvalificerede opgaver. Og først og fremmest fik vi, mens vi endnu var våde bag ørerne, et kolossalt overblik over de problemstillinger, erhvervslivet stod i.
Det var som at tage en cand. merc. med turbo på, fordi al den knastørre teori fra studiet blev iklædt kød og blod, så snart vi mødte på arbejde.
Der er da også få arbejdspladser, der i den grad har spredt sine tidligere ansatte udover hele den københavnske marketing-, bureau-, og medieverden, og i flere tilfælde højt op i systemet.
Til bemeldte re-union kunne man møde alt fra bureaudirektører, marketingchefer, managementkonsulenter, headhuntere, redaktører og en enkelt bryggeridirektør. Og selvfølgelig en masse analysefolk hvoraf flere havde åbnet egen virksomhed.
Det var en fest, og der blev holdt taler om gamle dage, om hvor sindssygt vores arbejde ind imellem havde formet sig, om hvor koleriske vores chefer havde været, om hvor mange skideballer vi havde fået, og hvor håbløst grinagtig den daværende teknologi i dag tager sig ud.
Himmel og hav, det var besværligt at behandle data dengang, hvor ingen vidste, hvad en PC var, og rapporter var noget, der blev skrevet i hånden, og skrevet rent af en sekretær på en kuglehovedskrivemaskine fra IBM.
Men al morskaben sat til side, så var det en aften, der vakte til eftertænksomhed, for det er ikke en hvilken som helst virksomhed, som har en kultur, der er så stærk, at den kan mærkes 20 år efter, den er blevet solgt.
For nogle år siden anmeldte jeg en amerikansk bog med titlen “Small Giants. Companies That Choose to be Great instead of Big” af Bo Burlingham. Den handler om virksomheder, der har et større formål med deres virke end blot at producere ligegyldige “metervarer” med profit og vækst som eneste målsætning.
Mojo kaldte forfatteren den særlige ånd, han mødte i disse virksomheder. AIM havde masser af mojo ikke mindst på grund af det uddannelsesmæssige fokus, vi alle blev underlagt. Det var absolut forbudt ikke at blive færdig med sin cand. merc. inklusiv hovedopgaven. Og man var nærmest tvunget til at blive dygtigere gennem de opgaver, man fik.
Det tjente Hugo Tranberg og Flemming Hansen mange penge på, men det skal være dem vel undt. Vi andre blev klogere. Og dansk erhvervsliv fik en masse kompetente marketingfolk, som sjovt nok ofte blev kunder i butikken, efter de havde forladt den. Sådan kan man også lave new biz.
Hvad er det, man kalder den slags? Jeg orker det næsten ikke, men her kommer det: En win-win-win-situation.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bogen “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
Om 14 dage – d. 25. februar – udkommer Hannes næste bog: “En arbejdsnarkomans bekendelser.
