Snart sagt Gud og hver mand udtaler sig om finanskrisens tilstand. Er den på sit højeste? Har den toppet? Er bunden nået? Kan vi tro på den spirende optimisme? Eller er det hele helt ad helvede til? Og vil alle forbrugerne sidde i de mørke aftentimer og sy deres snarligt frigivne SP-midler ind i pudevåret?
Klumme og jeg synes, at det er patetisk, at alle disse kloge mennesker ikke giver en mere klar melding. Fremtidsforskning er trods alt en eksakt videnskab, der er fuldkommen validerbar. I det mindste bagefter.
Derfor vil vi gerne blande os i koret, men på en anderledes håndfast måde. Vi er ikke bange for at sætte dato på, hvornår det vendte. Det kan nemlig siges helt præcist.
Klumme har ellers været sygeligt bekymret. Ikke fordi manglen på jobs påvirker den direkte al den stund, at den nødigt foretager sig noget fornuftigt og mildt sagt ikke har alverden at byde på hvad angår indtægter.
Den betragter i bund og grund fast arbejde som et indgreb i den personlige frihed og følger derfor levende med i, om jeg har noget at lave, så den kan opretholde sit luksusliv på min bekostning.
Da det for nogle måneder siden begyndte at tynde alvorligt ud i ordrebeholdningen, og to store strategiprojekter blev aflyst, begyndte dens klagesang. Hvad skulle der blive af os? Hvad skulle vi leve af? Hvor længe ville det vare, før kunderne fik samlet sig sammen og sat gang i nogle projekter?
Det sidste kunne jeg ikke svare på, men jeg følte mig overbevist om, at noget ville dukke op, inden vi var teknisk insolvente. Så i stedet for at henfalde til depression, gav vi os i Feldthus, Feldthus & Feldthus til at nyde livet og den lediggang, som Klumme troede, den havde eneret på.
Vi delte fornøjelserne imellem os. Den ene Feldthus blev sendt ud på terrassen for at sole sig og læse bøger. Den anden Feldthus blev sat i gang med at skrive på bog nummer to, og den tredje Feldthus ordnede de få igangværende jobs og turnerede ellers rundt til diverse kaffe- og frokostaftaler med interessante og søde mennesker.
Vi kaldte det “at holde finanskrise” og betragtede det som en investering i fremtiden, hvor firmaet kunne opruste på alle fronter.
Vi er således blevet klogere, hvilket aldrig skader. Enkelte ondskabsfulde sjæle vil måske oven i købet hævde, at det var højst påkrævet. Vi har fået skrevet en tredjedel af en bog, og vi har udbygget netværket. Havde det ikke været for Klummes evindelige jamren i baggrunden, havde det været en ren fest.
På et tidspunkt blev det ganske enkelt for meget, og vi sendte Klumme på landet hos en fjern slægtning. Sådan! Så kunne vi slippe for balladen. For hvorfor bekymre sig om noget, man ikke kan gøre noget ved.
Man kan dårligt klandre kunderne for ikke at kaste sig ud i langsigtede strategiprojekter, når ingen tør give et kvalificeret gæt på, hvordan verden ser ud næste torsdag.
Desperat new biz i sådan en situation fører sjældent noget godt med sig. Man ender med kunder, der ikke efterspørger, det man er bedst til, og dermed er vanskelige at tjene penge på, eller kunder der bare ikke vil betale noget synderligt for varerne. En helt igennem dødssyg og lidet profitabel øvelse.
Det er meget mere langsigtet at investere i sig selv, og det man har at byde på. Måske er det også opportunt at benytte lejligheden til at få ryddet lidt op, herunder skille sig af med uduelige og kværulerende medarbejdere, der med tiden har fået jobbet deres løn op på et niveau, der står i skærende kontrast til den løbende indsats.
Det sidste har vi dog undgået, da alle er på ren provision, bortset fra Klumme, der udelukkende nasser på systemet, men beklageligvis er umulig at slippe af med.
Den stod der da også som et søm, da telefonen begyndte at ringe. Det skete forrige tirsdag. Og det tog kun to timer, så var der gang i fire projekter. Efter to og en halv måneders rungende stilstand var der fuld kog under kedlerne igen.
Der er således ingen grund til at holde sig tilbage med at sætte tid på, hvornår krisen kunne afblæses. Datoen er den 5. Maj. Og datoen vil derfor endnu en gang gå over i Danmarkshistorien. Første gang blev vi befriet for det tyske verdensherredømme. Anden gang blev vi befriet for de trange tider.
Så det er bare om at komme i gang. Det gælder om at komme først fra start, og et godt råd til annoncørerne er: Skynd jer at ringe til jeres bureau, fremtiden ligger og venter på at blive formet.
Det behøver man ikke betale den indflydelsesrige Martin Lindstrøm kr. 170.000,- eks moms i timen for at få at vide, hvilket vel alt andet lige er en lettelse, hvis cash flowet ikke er kommet helt op i gear endnu.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har netop udgivet bogen “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
