Titlen som digital direktør er dybest set en joke

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Envision har solgt sin andel i Nörd, og lykkes bureauets digitale direktør, så gør han sig selv arbejdsløs. Han mener, at reklamebureauernes kernekompetencer vinder frem igen.

Da der fredag blev uddelt priser i Danish Digital Award, løb tre reklamebureauer og et dialogbureau med de fleste priser.

Da Brandhouse for ikke så lang tid siden offentliggjorde rengskab, var det med budskabet om, at bureauet gjorde op med siloerne – fokus skulle være centralt på kunder, ikke på kompetencer.

Der ligger mange af de samme tendenser i en nyhed, som Envision har sendt ud i dag, om at bureauet har solgt sin 50 pct. ejerandel af det digitale bureau Nörd.

“Snakken om digital er faktisk forkert, og det er i princippet en joke at have en digital direktør. Der vil være et digitalt element i alle led af værdikæden, og for os er dette et af de første skridt i forhold til at agere som bureau i forhold til det,” siger Hannu Vangsgaard.

Genopfinde sig selv

Han er faktisk digital direktør, men han konstaterer, at går det, som han ønsker, så bliver han arbejdsløs om nogle år – eller skal i hvert fald genopfinde sig selv.

Han kom til Envision fra Dansk Supermarked med den opgave at arbejde med bureauets digitale strategi.

“Da jeg for tre år siden sad uden for og kiggede på reklamebureauerne, så var jeg faktisk nervøs på deres vegne. På det tidspunkt var det meget teknologi-leverandørerne, der satte dagsordenen,” siger Hannu Vangsgaard og fortsætter:

“Siden har vi oplevet en udvikling, hvor der – undskyld udtrykket – er kommet en masse lort ud på nettet. Jeg tror, at marketingcheferne rundt omkring er begyndt at indse, at det er langt vigtigere at få skabt noget god kommunikation, og derfor er jeg i dag langt mere optimistisk på reklamebureauernes vegne, fordi det er vores kernekompetencer, der igen bliver vigtigere.”

Kernen i Envisions nye digitale fokus er, at bureauet koncentrerer sig om indholds-strategi og -produktion.

“Vi har så oprustet med f.eks. en erfaren digital projektleder, og kigger vi lidt frem, får vi måske brug for en digital arkitekt. Men når det kommer til teknologier og platforme, så skal vi ikke have den slags kompetencer. Vi fokuserer på indhold uanset teknologi-platform og samarbejder så med dem, der er bedst egnet,” siger Hannu Vangsgaard og tilføjer:

“Vi kan se, at der er både en stor efterspørgsel og måske også en anelse rådvildhed i markedet. Der kan vi med vores tyngde inden for forbrugerindsigt og produktion i stor skala gøre en kæmpe forskel.”

Envision har gennem det seneste halve år etableret en stribe partnerskaber inden for web-og app-udvikling, videoproduktion, e-mail og loyalitet, SEM/SEO med videre.

Umbraco-specialister

Nörd er specialiseret i CMS-platformen Umbraco, og her erkender man også, at de to bureauer vil noget forskelligt.

”Vi har gennem de forgangne fire år været glade for samarbejdet med Envision. Det har været spændende, lærerigt og udfordrende – og udmøntet sig i en lang række flotte produktioner og glade kunder. Men vi vil noget forskelligt i forhold til digital strategi, og vores organisationer er meget forskellige,” siger adm. dir. Martin Withus.

Bureauet har seks partnere med en ligelig ejerandel – også efter overtagelsen af Envisions 50 pct.

Bureauet havde et mindre godt år i seneste regnskabsår, der bød på tilbagegang på både top- og bundlinje.

“Forklaringen på vores regnskab er en dårligere start på året end forventet. Det nåede vi aldrig helt at indhente, selv om vi løb stærkt og justerede, hvor det var nødvendigt,” siger Martin Withus og fortsætter:

“Vores regnskab er ikke prangende, men vigtigst er at kigge frem. Vi er ”landet med begge ben på jorden” og er positive stemt for indeværende år, hvor vi er kommet godt fra start.”

Nøgletal for Nörd

  • Bruttoavance 7,0 mio. kr. -20,5 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder
  • Lønandel
  • Resultat af primær drift -0,359 mio. kr. (+0,239 mio. året før)

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz