To bureauer bag app til auktionshus

FiG

Lauritz.com har placeret sig stærkt som online auktionshus. Nu vil man også ind i den mobile verden.

Lauritz.com gik allerede i 1999 ind på markedet med et online auktionssite, og det viste sig at være en god ide. Siden er omsætningen steget 35 gange.

Nu vil Lauritz.com så ind på mobil-markedet, og det sker med en app, der er udviklet af Hello Group i tæt samarbejde med Spoiled Milk.

“Med 1.500 nye auktioner dagligt, er det er must for de over 1 mio. kunder hos Lauritz.com at kunne følge deres auktioner når som helst, hvor som helst. Med mobilapplikationen får Lauritz.com en ny salgskanal, og brugerne får en platform, der hele tiden holder dem opdaterede frem mod hammerslag via push-notifikationer,” siger Lasse Vakgaard, Account Director i Hello Group.

Den nye applikation byder på det bedste fra det eksisterende onlineunivers kombineret med funktioner, som er unikke for den mobile platform.

“App’ens explore-funktion opfordrer brugerne til at gå på opdagelse i kategorier, de ellers ikke ville falde over. Inspiration og en unik brugeroplevelse er i højsædet,” siger Lasse Vakgaard.

Mobilapplikationen kan hentes gratis i Google Play og i App Store.