To bureauer fusionerer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Mens branchen taler om recession og børserne styrtdykker, fusionerer Pipeline og Rethink med henblik på at opnå vækst.

Den 1/1 2009 går bureauerne Pipeline og Rethink sammen i en konstellation, hvor Pipeline i praksis køber alle aktiviteter og medarbejdere ud af Rethink, således at Rethink drives videre som såkaldt “hot shop” indenfor Pipelines rammer.

Målsætningen for den samlede bureaugruppe er at samle og tilbyde kreative, markedsføringsstrategiske og eksekveringsmæssige kompetencer.

Gruppen ser den nye konstellation som en måde at være rustet til vækst det næste år i et marked, der ellers er præget af finanskrise og tilbageholdenhed i markedet.

“Vi har længe været på udkig efter nogen, der kunne styrke vores kreative kompetencer og gå i synergi med vores kapacitet inden for strategi og eksekvering. Med Martin Kann og Thomas Prætorius i den kreative og strategiske ledelse har jeg fået det drømmehold, som jeg har ledt efter længe. Jeg har fulgt Rethink gennem nogle år og beundret dem og det her skulle egentlig bare have været en ansættelse af en kreativ chef, men da denne mulighed så opstod, slog jeg til med det samme”, siger Kresten Bo Nielsen, der bliver direktør sammen med Thomas Prætorius fra Rethink. Martin Kann bliver kreativ chef og bureauet vil have 14 medarbejdere.