To bureauer sagde nej til L’Easy

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det har ikke været helt så let at finde deltagere til konkurrencen. Tre bureauer er med – heriblandt to med tætte relationer til L’Easys ejer.

På overfladen ser det tilforladeligt ud. L’Easy har besluttet at stoppe samarbejdet med Halbye Kaag JWT og udskrive en bureaukonkurrence.

Tre bureauer skal deltage, men marketingdirektør Peter Gram Møller ønsker ikke at oplyse navnene – hvilket dog ikke er specielt usædvanligt. Mange annoncører undlader at nævne navnene på de bureauer, der deltager i konkurrencer.

Men der gemmer sig mere drama under overfladen, erfarer Bureaubiz.

Det viser sig nemlig, at to bureauer har valgt at sige nej tak til at deltage. Det drejer sig om &Co og Robert/Boisen & Likeminded. Ingen af dem har ønsket at kommentere sagen, og det samme gælder Peter Gram Møller.

“Vi har aftalt med dem, der er involveret, at vi ikkekommenterer, før konkurrencen er afgjort,” siger han og tilføjer dog, at han har haft en åben dialog med de involverede og at konditionerne er kendte.

Baggrunden for de to bureauers fravalg skal man højst sandsynligt finde blandt de bureauer, der skal kæmpe om L’Easy. Det gælder først og fremmest Nørgård Mikkelsen, fordi der er tætte relationer mellem bureauet og L’easy, idet L’Easy ejer Niels Thorborg også ejer halvdelen af Nørgård Mikkelsen.

Det forlyder også, at Nørgård Mikkelsen har været med til at udarbejde det strategioplæg, som der skal eksekveres på, så alt i alt ligner det en situation, hvor alle fra start er bagud på point i forhold til Nørgård Mikkelsen.

Såvidt Bureaubiz erfarer, er Nørgård Mikkelsen oppe mod McCann og Living Brands, hvor specielt sidstnævnte er bemærkelsesværdig, fordi Nørgård Mikkelsen har bestemmende indflydelse på bureauet.

Nørgård har så at sige to lodder i skålen.

Det er en udbredt forventning, at Nørgård Mikkelsen bliver L’Easys nye bureau, og det ses da også som en helt naturlig beslutning, når nu Niels Thorborg ejer halvdelen af bureauet.

Spørgsmålet er således mere, hvorfor der overhovedet skal være en konkurrence.

Peter Gram Møller kan med rette kæmpe for, at det er vigtigt, at man vælger den bedste, og hvordan ved man lige, at Nørgård er det – specielt hvis de ikke udfordres.

I foråret valgte han Republica til at producere selskabets tilbudsaviser uagtet, at Nørgård Mikkelsen rent faktisk har en stor produktionsafdeling. Så det er muligt for ham at vælge andre leverandører.

På den anden side spiller faktuelle forhold omkring priser og vilkår en større rolle på en stor produktion, og bliver det et spørgsmål om priser, så er det et sprog som en købmand som Niels Thorborg forstår.

Kreativitet er dog en del mere ukonkret og det kan skabe en situation, hvor konkurrenterne ikke bare skal være bedre end Nørgård Mikkelsen – de skal være markant bedre.

Og så bliver det et spørgsmål om, hvorfor andre bureauer skal investere tid og ressourcer på noget, der mest af alt ligner en opgave om at holde Nørgård Mikkelsen til ilden.

Peter Gram Møller vil som sagt ikke kommentere konkrete oplysninger om konkurrencen. Men han vil godt udtale sig om valget af Republica.

“De er meget dedikerede omkring taktisk kommunikation og havde i længere tid udfordret os med f.eks. analyser. Derfor besluttede vi, at det skulle testes af, hvad de kan gøre for os.”