Bag enhver arkitekt, ingeniør, byplanlægger og entreprenør står en landinspektør – i al fald bygger projekterne på landinspektørens arbejde.
Det er baggrunden for en ny kampagne, ”Først kom ideen, så kom landinspektøren”, der netop er lanceret af Den Danske Landinspektørforening. Kampagnen, der bl.a. kører med outdoor, banner og Facebook, er skabt af to bureauer; reklame- og designbureauet Konstantyner samt Deducta Search.
”Landinspektører leverer i diskret stilhed – folk ved ikke, hvem de er, hvad de står for, og hvad de gør godt for. Kampagnen skal synliggøre erhvervet, og sekundært rekruttere flere unge til uddannelsen – en uddannelse, der i øvrigt fører til job. Faget har en arbejdsløshed på blot 1,4 pct,” siger Ole Konstantyner, adm. og kreativ direktør i Konstantyner.
Hos landinspektørerne siger sekretariatschef Kim Ingemann Christensen:
“Det er første gang, vi kører en egentlig kampagne på egen hånd. Og der er behov for det. Problemet er ikke kun de, der ikke kender til landinspektører, men også at de, der kender ordet, synes, at det er støvet. Men vi ser ikke behov for ændre ordet, men for at få lagt nogle positive og moderne billeder i det.”
Kim Ingemann Christensen tror ikke på, at den, der lever stille, lever godt:
“Hvis bare der er været en landinspektør med “Matador” som frihedskæmper i stedet for en læge, så havde vi næppe haft behovet for at kommunikere. Men vi er små og ukendte, og dermed sårbare som uddannelse og som branche. Og det er vigtigt, at vi får fortalt samfundet, at Danmark har godt af landinspektører,” siger Kim Ingemann Christensen.
For bureauet var det vigtigt at tage afsæt samme sted som modtagerne – helt fra bunden af:
”Landinspektører er pirret af skabertrang – de ser de store linjer, mulighederne og løsningerne. De er passionerede, men vi må begynde med præcist at kommunikere, hvor landinspektørerne kommer ind i billedet – på en måde, der kan forstås af alle og enhver,” siger Ole Konstantyner.
Landinspektør-erhvervet er mangesidet og taler grundlæggende til fire forskellige person- og erhvervstyper, og denne indsigt er i kampagnen visuelt udtrykt i fire farver:
- Den blå Ingeniørtype (konstruktioner, teknik, infrastruktur)
- Den gule Arkitekttype (byggeri, byplanlægning, bydesign)
- Den grønne Naturtype (kystsikring, landskabsudvikling, naturforvaltning)
- Den røde Juristtype (ekspropriation, lovhjemler, rettigheder)
Kampagnen rummer også en landingpage, der ses her.