Med nyt payoff er Fiskebranchen klar med en kampagne, der skal få danskerne til at følge Fødevarestyrelsens anbefalinger om at spise mere fisk – nærmere bestemt to gange om ugen.
”Prøv med fisk” vil opfordringen lyde, når danskerne står foran at skulle købe ind, og dermed skrives et nyt kapitel i Fiskebranchens kampagnehistorie, der blev leveret med stort (efter)tryk i 90erne med Minna og Gunnar fra Nørgård Mikkelsen, og ”Hvad skal du ha’ i aften” i 2011 fra Scanad og Reklame & Marketing Butikken.
Til den kommende indsats har Fiskebranchen valgt to bureauer, der vandt hvert sit udbud: Reklamebureauet Manipulation har udviklet kampagnekonceptet og skal stå for den kreative eksekvering, mens PR-bureauet Kasters skal tage sig af kommunikationsplatformen.
Fiskebranchen fik i efteråret bevilget støtte til fra EU og Fødevareministeriet – en støtte på i alt 15 mio. kr. over to år.
Pengene går – udover kampagne-udvikling og PR – til bl.a. event-aktiviteter, kampagnekontor, analyse og indrykninger. Og hvad angår sidstnævnte siger Lone Marie Eriksen, der er projektleder i Fiskebranchen:
”Vi har fravalgt tv-mediet denne gang. Det er dels et spørgsmål om midler, dels et spørgsmål om gennemslagskraft. Dén kraft ønsker vi lige op til købssituationen, så her satser vi på radio, outdoor, online og sociale medier.”
Den omfattende kampagne, der også involverer detailledet og folkeskoler, lanceres den 9. september og har især fokus på børnefamilier.
”Det er primært mellem kl. 16 og 18, at de fleste af os tænker på aftensmad. Derfor skal kampagnen være synlig uden for supermarkederne, ved kølediskene og i kædernes tilbudsaviser. Det er vigtigt at fortælle, at det ikke kræver de store gastronomiske evner at tilberede fisk. Faktisk kan man lige så godt lave sine velkendte retter med fisk som med kød. Laks i pastaen, eller hvad med fiskeboller i karry? Det laver jeg selv med stor succes”, siger Jakob Kåre Jensen, partner i Manipulation.