To bureauer vandt pitch om storryger-kampagne

Peter Engholm
25@mail.dk

Sundhedsstyrelsen har i en dyst mellem 3 bureauer og 2 konsortier fundet vinderen til en central informationskampagne målrettet storrygere. Budgettet er to mio. kr. – eksklusive media.

Et konsortie bestående af TBWA & BBDO og OMD Danmark skal smøge ærmerne op – for at få storrygerne til at kvitte smøgerne.

Sundhedsstyrelsen har haft en kampagne til to mio. kr. – vel at mærke ekskl. medieindrykninger – i udbud. En kampagne med hovedfokus på at gøre op med uligheden i rygningen. Indsatsen skal således være særligt målrettet storrygere med kort eller ingen uddannelse eller storrygere med lav indkomst.

Udbuddet havde lagt sig fast på et finalefelt på fem bureauer/konsortier, og følgende blev ifølge Sundhedsstyrelsen prækvalificeret:

  • Konsortiet TBWA & BBDO – OMD Danmark
  • Konsortiet Move Copenhagen – IUM
  • Bocca
  • Weltklasse
  • PrimeTime Kommunikation

At mediabureauer deltog i en pitch med et budget ekskl. media, skyldtes bl.a., at udbuddet også rummede en analyse-del.

Hos TBWA & BBDO udtrykker kontaktdirektør Erich Karsholt på denne vis sin glæde over, at bureauet har vundet udbuddet sammen med OMD:

”Mine kolleger er fantastisk dygtige, og jeg kan konstatere, at det er en del af bureauets kompetence-setup at håndtere denne type udbud, for TBWA & BBDO har tidligere vundet kampagne-opgaver for både Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen.”

Også de øvrige deltagere i udbuddets finale har før gjort sig gældende i offentlige udbud – bl.a. har aalborgensiske Weltklasse på det nærmeste specialiseret sig i offentlige rygestop-kampagner. Tre gange inden for et år formåede Weltklasse at vinde rygestop-udbud, bl.a. fra Sundhedsstyrelsen.

Den kommende informationsindsats, med titlen Storrygerkampagne 2015, søger at øge storrygernes informationsniveau om risikoen ved fortsat rygning og øge deres kendskab til, hvor man kan få hjælp til rygestop.

Derudover skal kampagnen i en treårig periode, 2015-2017, bidrage til at øge andelen af storrygere, der dels forsøger sig med et rygestop, dels stopper med at ryge tobak.