To danske reklame-praktikanter bag Audi-film til seks lande

Peter Engholm
25@mail.dk

Igen gør unge danskere sig bemærket kreativt i udlandet. Et team fra Mediehøjskolen har været i praktik på BBH London og bl.a. lavet et tv-spot for Audi, der nu går i luften i Europa og Asien.

Det er en voksende række af danskere, der – for en kortere eller længere periode – markerer sig på bureauer i udlandet. En voksende række, men ikke en voksenrække, for det er især studerende og nyligt uddannede, der ikke blot søger chancen og får den. De forvalter den også fornuftigt.

Det kreative team Mads Nicolai Mardahl og Anders Wendel er i øjeblikket ved at gøre deres bachelor-projekt færdigt på Kreativ Kommunikation på Mediehøjskolen – og uden ønske om at fornærme det igangværende projekt, så taler sandsynligheden for, at det i opmærksomhed næppe overgår det arbejde, som teamet netop har udført på BBH i London.

En film, der i disse dage rammer tv-skærme i Tyskland, Spanien, Portugal og Frankrig – samt Japan og Malaysia, er signeret af de danskere, der var i praktik på bureauet i fem måneder, fra oktober til marts. Filmen har ligget på YouTube i to måneder og har trukket små 200.000 visninger. Den kan ses her.

“BBH har Audi på kundelisten, men laver hovedsageligt arbejde for Audi i England. Vi havde kun været der i ganske kort tid, da vi blev bedt om at skrive et manus til et tv-spot, der skulle ud internationalt – også på Audis hjemmemarked,” siger Anders Wendel.

“Vi er ikke færdiguddannede, vi havde ikke skrevet manus før – og slet ikke på engelsk. Vi skrev i en uge og mødtes så med to kreative direktører, bl.a. head of copy, Han læste vores manus igennem, så op og sagde “I like the idea, but the writing is shit”. Og så skrev han det igennem, så sproget var i orden,” siger Mads Mardahl.

Herefter cyklede manus’et frem og tilbage mellem bureau og kunde. Derfor troede de to danske praktikanter, at løbet var kørt – men en dag præsenterede en producer sig og fortalte, at han skulle lave deres film.

“Når det er dit arbejde, der bliver til noget, så får man flere briefs, bliver sat på flere pitches, og der er flere, der gerne vil arbejde sammen med dig,” siger Anders Wendel.

“Vi var bare glade for at få praktikpladsen. Vi ville bare gerne tale med vores kreative idoler og så ellers give den gas. Og det fik vi lov til,” siger Mads Nicolai Mardahl.

Teamet mødte John Hegarty, der fortalte, at det var teamet selv, der bestemte, hvad de skulle have ud af praktikopholdet – et ophold, der bød på registreringer á 70-80 timer om ugen.

“Vi blev mødt med faste pladser, computere og en IT-træning. Efter en halv dag fik vi vores første brief. I de første par uger blev der smidt en masse forskellige briefs på vores bord, heriblandt Audi. Vi blev prøvet af, var med til at vinde to Google pitches – og fik forlænget vores praktikophold fra de oprindelige tre måneder til fem måneder. Og vi har to ting i produktion, som vi arbejder med sideløbende med vores bachelor,” siger Anders Wendel.

BBH har seks kontorer, og det i London har 380 medarbejdere – heraf 70 kreative (ekskl. 6 praktikanter). Når Anders Wendel og Mads Nicolai Mardahl har afsluttet deres bachelor-projekt, går turen til Cannes Lions, hvor der skal suges mere international inspiration og hilses på BBH-folk … og netværkes efter job, ikke at forglemme.