To danske talenter udvalgt af verdens førende kreative

Peter Engholm
25@mail.dk

Cream er en konkurrence, der på 14. år udpeger cremen af globalt kreativt talent. 20 mapper blev udvalgt af 40 kreative direktører – og vist eksklusivt frem. Én af dem var dansk.

The Talent Business er et headhunterfirma, der på 14. år inviterer unge talenter til at sende deres mappe ind til konkurrencen Cream. Det kan være en givende proces i sig selv, for det er nogle af verdens førende kreative, der kigger arbejdet igennem.

De unge kan være enkeltpersoner, men er typisk studerende, der er ved at afslutte deres kreative uddannelse på eksempelvis Miami Ad School, Bergh, Hyper Island eller DMJX, Danmarks Medie og Journalisthøjskole.

Eneste krav er, at man er på udkig efter sin første permanente rolle inden for reklame.

Og det er Mads Haugsted Rasmussen og Tammes Bernstein, der afsluttede deres andet år på Kreativ Kommunikation ved at vinde YCCA i Digital og repræsentere Danmark ved Young Lions i Cannes.

De indsendte deres mappe, der blev gransket af en gruppe på i alt 40 kreative direktører, heriblandt:

  • Matt Eastwood, chief creative officer. DDB New York
  • David Kolbusz, Deputy Executive Creative Director, BBH London
  • Nick Law, Global Chief Creative Officer, R/GA
  • Guillermo Vega, Executive Creative Director, W+K Sao Paulo
  • Steve Vranakis, Executive Creative Director, Google Creative Lab London

Og Mads Haugsted Rasmussen og Tammes Bernstein kom blandt de 20 mapper, der blev udvalgt til at blive vist ved et eksklusivt arrangement i sidste uge hos Google Creative Labs EMEA i London, hvor de store bureauer kiggede forbi. Se vinderlisten i bunden af denne blog.

”Vi havde en lille stand med et print af udvalgte ting, vi har lavet, og en computer med vores portfolio. Så kom de inviterede forbi os, fik lov til at kigge og få forklaret, og udveksle visitkort i tilfælde af, at de syntes, vi var spændende,” lyder det stilfærdige referat fra det danske team.

Og der blev udvekslet visitkort, men ikke til umiddelbar ansættelse. Dorte Nielsen, uddannelsesleder på Kreativ Kommunikation, siger:

”Vi sendte Cream-invitationen fra The Talent Business ud til vores 3. års studerende, men Tammes og Mads sendte også ind. De har stadig et år tilbage af deres uddannelse, og de skal senere på måneden i praktik hos AKQA i Paris – hos Peter Ammentorp og Nicolai Villads, to af vores tidligere studerende. Mit håb er, at endnu flere unge danskere sender deres mappe ind til konkurrencen.”

Hun tilføjer, at det ikke er første gang, at danskere gør sig gældende i Cream. Tidligere har Kaspar Monberg også vundet muligheden for at vise mappen frem. Han har vundet sølv i Young Lions Cyber i Cannes, og arbejder nu hos Anomaly i Toronto.