Produktionsselskabet Deluca Film og postproduktionshuset Postyr har i et par år haft et tæt samarbejde, men nu bliver samarbejdet mere formaliseret.
De to selskaber danner konstellationen DelucaPostyr, som skal løse opgaver inden for reklame og corporate film.
”Vi har de seneste år løst tunge kreative opgaver sammen. Vi kan se, at vores virksomheder komplementerer og styrker hinanden, og derfor går vi skridtet videre. Ja, man kan vel kalde os forlovede, for fremover vil vi i DelucaPostyr danne fælles front på reklamefilmsområdet. Helt gift er vi dog ikke, da vi stadig laver TV og film hver for sig” siger Morten Rasmussen, Producer ved Deluca.
DelucaPostyr vil få 25 medarbejdere fra Postyr og 10 fra Deluca film og man vil kunne trække på et netværk af instruktører og filmfolk.
Forskellen fra det tidligere samarbejde mellem Deluca Film og Postyr til den nuværende tættere konstellation er bl.a. ønsket om at give kunderne én indgang.
DelucaPostyr samarbejder både direkte med kunder og med reklamebureauer.
Har I kunnet mærket konkurrencen fra bureauerne som i nogle tilfælde producerer film inhouse – og er det som modspil til det, at I etablerer et tættere samarbejde?
”Vi ser vores samarbejde som et frisk modspil til de allerede eksisterende reklameproducenter, inhouse såvel som konkurrerende produktionsselskaber med full service post, og vi mener vi vil stå stærkt med de erfarne kræfter, som de 2 selskaber kommer med”, siger Louise Hedegaard-Høgh fra Deluca Film.
DelucaPostyr får base i både Aarhus og København. Bag selskabet står producerne Morten Rasmussen og Louise Hedegaard-Høgh fra Deluca samt Sarah Brandt Talreja og Jacob Clemmensen fra Postyr