Mens mange i bureauverden kæmper med at få kunderne til at betale for den værdi man skaber, så går to reklamefolk nu ud og gør en dyd ud af at sælge sig selv billigt.
Konceptet i det nye bureau, der hedder reklame2go, er at sælge reklame som discount.
”Hvis Netto og EasyJet kan sælge dagligvarer og flybilletter til ingen penge, så må det også kunne lade sig gøre at sælge ekstremt billig reklame. Det gør reklame2go ved at skære al udenoms pynt og service væk og tilbyde den rå tekst plus layout”, skriver den ene af stifterne Christian Møgeltoft i en pressemeddelelse.
De to stiftere, Christian Møgeltoft og Lars Green, har begge været selvstændige siden 90’erne som henholdsvis tekstforfatter og ad’er.
De vil nu sammen gøre op med de høje timelønninger i branchen og foretrækker at sælge mange billige reklamer frem for få dyre:
”Normalt udregner et bureau prisen på f.eks. en annonce eller direct mail ved, at man multiplicerer det forventede tidsforbrug med en høj timepris. Vi går en anden vej og regner på, hvor lidt vi kan nøjes med at tage for en sag – uden at skele til nogen timepris. Vi har faktisk ingen timepris. Vi vil hellere sælge mange billige reklamer end få dyre. Dét er nyt!”, siger Christian Møgeltoft.
Han mener dog ikke, at den kreative løsning bliver discount. Kunden skal blot selv køre videre med produktion, media, udsendelse etc. På den måde vil Christian Møgeltoft og Lars Green kunne sælge annoncer for ned til 5.000 kroner.
De to stiftere mener at deres bureau er det første discount bureau i Danmark og formodentlig er de også det første bureau, der ligefrem positionerer sig på at tilbyde discountreklame med sloganet: Value for no money.
Men hvis man kigger ud over underskoven af små lokale bureauer, der f.eks. arbejder med den lokale detailhandel, er der formodentlig en del af dem, der sælger reklame, der også prismæssigt adskiller sig fra de store etablerede bureauer.
De to stiftere bringer et par ad-hoc kunder med ind i det nye bureau sammen med en medicinalvirksomhed, en it-virksomhed, og et lille rejsebureau.