To social media profiler i People Group var en mere end nødvendigt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Fornylig hentede gruppen en kendt social media ekspert. Nu forlader den hidtidige social ekspert People Group til fordel for TV 2.

I midten af august glædede Morten Saxnæs sig til at få en ny spændende legekammerat i People Group. Og det skulle vise sig at være en spændende rekruttering.

Morten Saxnæs har selv et godt ry inden for social media, men Jonathan Wichmann er nok endnu højere profileret fra sit arbejde med sociale medier hos A.P. Møller Mærsk.

Og det var lige nøjagtig ham, der havde valgt at skifte til People Group.

Men nu skal de så ikke være legekammerater alligevel. For Morten Saxnæs har sagt ja til et job hos TV 2, hvor han skal være ny digital brandingchef,

Ansættelsen sker som led i en ny strategi, der bl.a. betyder øget fokus på brands, mega-kampagner, digital markedsføring og større kreativitet.

Derfor har TV 2 også fået en ny kreativ chef i skikkelse af Thomas Bøgelund, der har været hos TV 2 i mange år.

“Jeg har været i Partners i 3 år, hvor jeg har været med til at gøre digitale og sociale medier til en integreret del af Partners DNA. Partners har gang i en rigtig spændende rejse lige nu, så det var en svær beslutning, men stillingen hos TV2, giver mig mulighed for nogle helt andre udfordringer. Her skal jeg lede et digitalt team, og så skal jeg starte en rejse med TV2, hvor vi skal skabe endnu stærkere fællesskaber omkring TV2’s kanaler, på tværs af alle platforme og devices ”, siger Morten Saxnæs.

Partners’ adm. dir., Louise Knauer, konstaterer, at Morten Saxnæs har været en vigtig brik i opbygningen af bureauets sociale media kompetencer.

“Men når det er sagt, så er specielt sociale medie kompetencer, noget som alle vores kreative har, det mener vi er et must på et moderne reklamebureau. Og på specialist niveau, har vi jo blandt andet lige ansat Jonathan Wichmann, der kommer fra Maersk Line, hvor han var Head of social media. Så der bliver tale om en glidende overgang mellem Morten og Jonathan,” siger Louise Knauer.