To stærke regnskaber – og et mindre godt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Integral og Rethink gik markant frem. Cox Copenhagen fik et år med tilbagegang.

To mindre bureauer kan glæde sig over, at 2011 blev et år med markant fremgang.

Rethink voksede med over 50 pct. og fik vendt et underskud på en mio. til et overskud på en mio, mens Integral kan fremvise endnu større fremgang.

Bruttoavancen er blevet næsten fordoblet, og det har smittet af på bundlinjen, der blev tredoblet.

Adm. dir. Casper Janns peger på en positiv effekt af krisen.

“Det er ikke bare konjunkturerne, der er blevet bedre. en krise kan hjælpe med til at skærpe fokus, og det nyder vi godt af. Vi har nu et skarpt fokus på det, som vi selv synes, vi er gode til, og det har fungeret godt for os,” siger Casper Janns og fremhæver bl.a. arbejdet for GE Moneybank.

Han beskriver Integrals spidskompetence som værende inden for at få marketing til at fungere helt ud i salgsleddet.

Bureauet er stiftet af ham og Jesper Vilstrup, men han har nu overtaget ledelsen af bureauet, mens Jesper Vilstrup spiller en mindre fremtrædende rolle. Han er stadig fortsat sammen med kreativ direktør Niels Peder Ravn og Casper Janns frontfigurer over for kunderne.

Hos Rethink vurderer adm. dir. Kresten Bo Nielsen, at den markante fremgang mere afspejler, at året før var usædvanligt.

“Vi har et mål om en nettotilgang på 1-2 kunder om året og får vi det, går vi 10-15% frem,” siger Kresten Bo Nielsen.

Mens Integral og Rethink kan glæde sig over gode regnskaber, så må Cox Copenhagen notere et mindre godt 2011. Cox er en del af norske Media Bergen lige som pr-bureauet Effector, som man bor sammen med. Cox faldt i bruttoavance, men personaleomkostningerne steg – og resultatet kan aflæses på bundlinjen.

Nøgletal for Integral

  • Bruttoavance 12,791 mio. kr. +75,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,279 mio. kr. + 40,6 pct.
  • Lønandel 51,2 (57,1)
  • Resultat af primær drift +3,108 mio. kr. +196 pct.

Nøgletal for Rethink

  • Bruttoavance 7,461 mio. kr. +53,0 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 746.100 kr. + 37,7 pct.
  • Lønandel 69,4 (94)
  • Resultat af primær drift +1,066 mio. kr. (-1,046 mio. året før)

Nøgletal for Cox Copenhagen

  • Bruttoavance 7,548 mio. kr. -17,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 838.667 kr. + 27,1 pct.
  • Lønandel 79,2 (57,3)
  • Resultat af primær drift -0,006 kr. (+2,554 mio. kr. året før)