Det ligner en værdig afslutning på et begivenhedsrigt år for de to unge reklamespirer, Thomas Birk Christoffersen og Rasmus Frimand Jensen, der arbejder sammen under navnet ‘Pæren blinker’.
I foråret vandt de filmkategorien for unge i Creative Circle Award, og det bragte dem til Cannes som deltagere i Young Lions.
Det blev dog ikke til løver – men det blev til et job hos DDB efter endt eksamen på Kreativ Kommunikation på DMJX.
Siden blev de udvalgt til at repræsentere Danmark ved Eurobests Young Creative Competition. Og fredag aften kronedes denne indsats med en bronze – i en konkurrence med et i øvrigt stærkt nordisk islæt.
Torny Hesle og Thale Hoy-Petersen fra McCann i Oslo løb nemlig med guldet, mens ungarerne tog sølvet.
De unge teams får 48 timer til at producere en kampagne på baggrund af en brief, hvor der skal bruges mindst tre medier, og hvor der skal produceres en konkret annonce til et af medierne. Derefter skal de præsentere arbejdet for en jury.
I år omfattede den bl.a. Worldwide Digital Creative Director på Saatchi & Saatchi NY, Tom Eslinger og CEO (samt executive creative director) på finske Hasan & partners Eka Ruola, og i modsætning til tidligere, var det ikke en velgørende organisation, de unge skulle finde på ideer til.
Kunden hed oversat fra portugisisk til engelsk: “Threads on Wheels”.
Deres personale udgøres af 3 syersker på 45+ samt en kvindelig motorcyklist, som også har uddannelse indenfor syning. Disse kvinder har mistet deres jobs under finanskrisen. Forretningsidéen går ud på at motorcyklisten kører ud til de travle (rige) Lissabons’ke familier og tager mål, indsamler skadet tøj o.s.v. og kører det tilbage til én af syerskerne. Når det er lavet, kører hun det ud til kunden igen, dér hvor kunden ønsker det og på det tidspunkt det passer.
“Én af de altoverskyggende hurdles var, at der stort set intet budget var, samt at kampagnen skulle kunne rulles ud i løbet af en uge. Det stillede krav til idégenereringen. Vi sprang søvnen over og kørte på kaffe og energidrik,” fortæller Rasmus Jensen og Thomas Christoffersen og fortsætter:
“Konceptet kom vi på ca. 4-5 timer inden deadline og så gik eksekveringen i gang. Vi arbejdede i en lejlighed ca. et par kilometer fra stedet, vi skulle aflevere. Da klokken var 17.45 løb vi med Macbook’en som balancestang igennem byen og nåede at aflevere kl. 17:59. Det var angstprovokerende tight. Fremlæggelsen den næste dag gik over al forventning og vi forlod lokalet med en god fornemmelse.”
Ved afgørelsen fremhævede juryen deres kampagnesætning “When & Where it Fits You” samt deres event-idéer.
“Vi var stolte og lettede. Selve eksekveringen trak ned, men det var vi klar over, da det var blevet kastet i en pdf på alt for kort tid,” fortæller Rasmus Jensen og Thomas Christoffersen.