Kunderne vil mere selv og shopper mere rundt, er noget, der tales en del om i bureaubranchen. Men tøjbrandsene, Friis Co og Oill har valgt at gå den modsatte vej og etablere et endnu tættere samarbejde med sine eksterne partnere.
En ny investorgruppe har siden april 2013 arbejdet på at genrejse og forny de to brands. For begge er der fra og med SS14-kollektionerne kommet endnu mere fokus på gennemført design, der skal afspejle nutidens stærkeste trends.
For at fuldende de nye visioner i virksomhedsstrukturen og designstrategi har man fra ledelsens side også ønsket at indgå et samarbejde med nye eksterne kreative og strategiske samarbejdspartnere.
Branding-specialisten Allan Kruse fra Spandet and Partners har været med til at re-definere og videreudvikle platformene for begge brands i tæt samarbejde med Morten Windelev fra design-bureauet Re-public. Det har bl.a. resulteret i en ny visuel identitet hos Friis Co., der afspejler brandets fornyede kollektioner, udtryk og ikke mindst udviklingspotentiale.
Derudover er det strategiske bureau PRD nu knyttet til begge brands i forhold til PR, kommunikation og marketing.
“Friis Co og Oill er lige som alle andre optagede af at få mest mulig effekt ud af deres marketingkroner. Hensigten er, at der skal være en klar rød tråd fra kollektionen ud til salget og den kommunikation, der skal markedsføre dem. For at sikre dette er vi sammen med de to andre bureauer rykket helt tæt på kunden,” siger PRDs adm. dir. Henrik Juhl og fortsætter:
“Vi er ikke som sådan virksomhedens marketing-afdeling – men tæt på at være det. Vi arbejder tæt sammen med de to partnere på designsiden, og har det overordnede ansvar for markedsføringen i direkte reference til ledelsen og design-teamsene på de to brands.”
Henrik Juhl taler om, at parterne committer sig til hinanden – et princip, som han selv anvender i bureauets måde at håndtere opgaverne på.
“Vi er ni medarbejdere, som desuden trækker på en række free-lancere og andre underleverandører i forhold til Friis Co og Oill. Vi shopper ikke rundt, men indgår forpligtigende samarbejder, og det samme gælder vores relation til de to brands. Jeg tror, det er den måde man bedst sikrer kontinuitet i markedsføringen,” siger Henrik Juhl.
Tidligere på året blev de to brands overtaget af House of Brands International Pty Ltd med Karin Adcock (forhenværende Pandora Australien) i spidsen. Tidligere formand for Friis Label Factory Mikkel Vendelin er fortsat som formand i det nye set-up bag de to brands sammen med Brand Manager Kasper Rasmussen og Simon Lajlev Larsen (tidligere CFO for Pandora Asia/Pacific) Sidstnævnte er trådt ind som CEO.