Topfolk fra Lego og DR i PR-bestyrelse

Efter at Kraft & Partners har købt Mannov ud af bureauet, markeres selvstændigheden nu også på bestyrelsesplan.

Det tre år gamle PR-bureau, Kraft & Partners, købte for nylig Mannov ud for at stå på egne ben.

Man flyttede fra Mannovs domicil, og nu markeres selvstændigheden også i bestyrelsen, hvor Mannov adm. direktør, Steffen Lüders, hidtil har været formand.

Nu er han stoppet, og ind træder som ny formand Michael Christiansen, som er bestyrelsesformand i DR og tidligere chef for Det Kongelige Teater. Michael Christiansen er ikke et helt så overraskende valg, som det umiddelbart kunne lyde, al den stund, at han hidtil har siddet i bureauets advisory board.

“Kraft & Partners er en spændende rådgivningsvirksomhed, som arbejder i krydsfeltet mellem ledelse og strategisk kommunikation, hvor de bistår med at løse virksomheders forretningskritiske udfordringer. Selskabet har en unik position på det danske rådgivningsmarked, og jeg ser frem til at bidrage til at udvikle og styrke Kraft & Partners’ forretning yderligere”, siger Michael Christiansen.

Et andet nyt bestyrelsesmedlem er Christian Iversen, koncerndirektør for Corporate Center i Lego System. Adm. direktør Markus Bjørn Kraft fra Kraft & Partners indtræder også i bestyrelsen, og planen er at tilføje yderligere et medlem.