Travl tirsdag for Robert/Boisen: To kampagner ude

Peter Engholm
25@mail.dk

Bureauet er ude med sin første kampagne for Børnefonden; ubekvem fokus på børneægteskaber. Og et Bang & Olufsen-projekt, hvor der prales ydmygt.

Børnefonden og Bang & Olufsen går begge ud med kampagner i dag – mildt sagt vidt forskellige. Men bureauet bag er det samme: Robert/Boisen & Like-minded.

For et par måneder siden skiftede Børnefonden bureau – fra Another til Robert/Boisen, og den aktuelle kampagne markerer den officielle premiere på samarbejdet.

Kampagnen fra Børnefonden vil forebygge børneægteskaber i Mali, hvor 82  piger under 15 år hver dag bliver gift.

I en ny film bliver 5 uvidende danske fædre sat over for valg og dilemmaer, der på flere måder ligner dagligdagen i mange fattige, maliske familier, som gifter deres datter i en alt for tidlig alder, da de ikke har et alternativ.

”Ofte er problemer og skæbner langt væk fra vores egen hverdag svære at sætte sig ind i. Vores kampagne skal bringe maliske pigers skæbner som barnebrude tæt på danskerne. Derfor har vi sat fem danske fædre i en situation, hvor de pludselig skal tage stilling til, om de er klar til at gifte deres teenagedatter væk,” siger Bolette Christensen, CEO i Børnefonden, og uddyber:

”Den stærke film viser fædrenes ægte reaktioner, når en skuespiller ringer på familiens dør en tilfældig søndag morgen og anmoder om datterens hånd. Med filmen har vi ønsket at vise, at man som far eller familie på ingen måde er klar til at give afkald på sin datter, når hun er så ung som 13 år. Men mange fattige familier i Mali har ikke andet valg, hvis ikke danskerne hjælper til med at skifte brudekjolerne ud med skoleuniformer.”

Ydmyg pral med Bang & Olufsen

Robert/Boisen demonstrerer rækkevidde – i spændet mellem filmen fra Børnefonden og den fra Bang & Olufsen. Også dette samarbejde er nyt, om end på projektplan. Bang & Olufsens bureau er uforandret eTypes, men Robert/Boisen kan ses som et ad hoc-bureau, der ifølge Peter Svarre, marketingchef hos Bang & Olufsen, leverer ”gode, gammeldags reklamebureauydelser” – anno 2016:

”Her er tale om et klassisk indsigtsdrevet reklamebureau – indsigt i kunderne, markedet, medievalget og produktet. Vi allierede os – efter en sondering af terrænet – med dem, fordi de kan levere branding tæt på produktet og give det liv på de sociale medier.”

Afsættet er internet-fænomenet humblebragging, hvor man så ydmygt som muligt praler igennem. Ikke alle kender vendingen, erkender Peter Svarre, men de fleste kender fænomenet.

”Når man har købt et Bang & Olufsen produkt, har man jo lyst til at dele det med sin omverden. Vi har her spottet et fænomen, som er utroligt kært, og det er tydeligt, hvordan vi som mennesker er bevidste om ikke at blive for selvhøjtidelige, men finder andre måder at vise os selv frem på. Derfor ser vi ofte, hvordan opdateringer i sociale medier om vores produkter tager sig ud som et ’humblebrag’.”