At tv-stationerne tyr til bureauerne for at sanke livsstils-ekspertise, er velkendt. Nu sætter TV 2 en slags rekord med hele fire livsstils-eksperter i samme programserie, alle med en bureau-baggrund.
Den nye serie, Hjemme i Danmark, har premiere den 11. august på TV 2. Her tager Cecilie Frøkjær i otte programmer rundt i Danmark og besøger ”typiske danske familier fra forskellige egne af landet”. Med sig har hun to hold eksperter, der dyster om, hvem der kender danskerne – og de regionale forskelle – bedst.
De fire eksperter i programmet, der lanceres som en blanding af livsstil, quiz og regulær viden, er
- Christina Tønnesen, partner og Client Director hos Mensch
- Olga Bastian, kreativ direktør i Liquidminds
- Simon Engstrøm, ejer og kreativ direktør i SeLigeMig
- Christian Grau, kendt fra ”Kender du typen?” på DR1 og ”Vi elsker biler” på TV 2 – og med en fortid på Kunde & Co og Republica
Christina Tønnesen og Christian Grau udgør det ene hold, og Olga Bastian og Simon Engstrøm udgør det andet.
TV 2 taler ikke just de dystende parterne ned: De er ”superskarpe”, og ”det er folk, der ved alt om danskernes livsstil”.
Cecilie Frøkjær tilføjer:
”Det har været sjovt at komme ind i så forskellige hjem og hos så forskellige mennesker overalt i Danmark og have eksperterne med. De ser ting, som jeg ikke kan se, og som jeg tænker, at seerne heller ikke umiddelbart opdager.”
4 livsstilseksperter – med 1 vært i midten, fra venstre: Christian Grau, Christina Tønnesen, Cecilia Frøkjær, Olga Bastian og Simon Engstrøm.