Det var en skarp kritiker, der blev taget på ordet – og som tog udfordringen op – da Kim Jong Andersen blev juryformand for Danish Internet Award.
På Bureaubiz var debatten intens efter DIA11, hvor Kim Jong Andersen bl.a. skrev. “…Lige nu er det helt til grin og en hån imod den seriøse del af den digitale branche at lade en simpel gimmick tage prisen som årets internet-idé.”
Danske Medier (tidl. FDIM) tog kritikken til sig og ændrede kurs – med selvsamme Kim Jong Andersen ved roret.
Siden da er DIA vokset på alle leder – jury, kategorier, indsendte arbejder og gæster ved awardshowet – og efter tre år i jury-spidsen siger Kim Jong Andersen så stop.
“Jeg overlader et DIA, der er i særdeles god form. Men det er også et DIA, som jeg har brugt overordentlig mange kræfter på, og derfor giver det god mening, at friske kræfter fortsætter indsatsen,” siger Kim Jong Andersen.
At han ikke smækker med døren, kan ses i det forhold, at han har bragt tre navngivne personer i spil som sin afløser:
- Thomas Pries, kreativ dir. og partner i Konstellation
- Pelle Martin, stifter og kreativ dir. i Spring/Summer
- Jacob Mouritzen, Head of Social hos Mindshare
“De tre kandidater er alle yngre, utrolig kompetente og DIA-hædret. Men de repræsenterer også hver sin tilgang til faget; Thomas Pries er en kreativ storyteller med fokus på ideen, Pelle Martin står stærkt for det klassiske digital-design og user experience, mens Jacob Mouritzen er fremadstormende inden for bl.a. sociale medier og tænker kreativt i en anden retning,” siger Kim Jong Andersen.
Han tilføjer:
“Det er Danske Medier, der skal udnævne min afløser, og de har taget mine indstillinger til efterretning.”