Ehrenberg Kommunikation har de senere år specialiseret sig i kunder inden for turisme-branchen.
Senest er destinationer som spanske Costa Brava, tyske Niedersachsen og danske Fyn kommet til.
Det betyder, at halvdelen af bureauets kunder på kontorerne i København, Malmø, Oslo og Hamburg nu er turisme-kunder og det er helt bevidst, siger direktør og partner i Ehrenberg Kommunikation, Allan Sonne Sørensen:
“Vi tror på værdien af specialisering. Vi har brugt mange ressourcer på at skabe et effektivt og lokalt setup, hvor vi kan håndtere kommunikation på flere markeder via ét berøringspunkt. Her er den rigtige balance mellem overordnet strategi kombineret med lokal indsigt og taktisk implementering afgørende for at sikre vores kunder et højt afkast på deres investering.”
For nordspanske Costa Brava Girona Tourist Board handler opgaven om at skaffe synlighed både blandt rejsejournalister og rejseoperatører i Norge og Sverige.
Tyske TourismusMarketing Niedersachsen skal have udbredt budskabet om delstaten Niedersachsen, der strækker sig fra camping og hiking til wellness og Unesco-byer. Niedersachsen er for mange danskere synonym med Harzens blå bjerge – men pr-indsatsen skal gerne vise, at regionen rummer meget mere end det.
Hos danske Destination Fyn er fokus at få synliggjort Fyn som en kvalitetsdestination med fokus på gourmetoplevelser på det norske og tyske marked.
F.eks. at Fyn ligger og lokker med ækre spisesteder kultur og skøn natur kun ganske få timers kørsel fra eksempelvis Hamborg-området.