Tredje humanitære kunde til Hjaltelin, Stahl & Co

Peter Engholm
25@mail.dk

Børns Vilkår har efter en pitch valgt bureauet – som i forvejen har Amnesty og Læger uden Grænser på kundelisten.

Fire bureauer har dystet om at bistå Børns Vilkår med en fundraisingkampagne – en dyst, som Hjaltelin, Stahl & Co endte med at vinde.

Kampagnens indsamlede penge vil gå til Børn Vilkårs arbejde med BørneTelefonen, sorggrupper for børn og unge samt arbejdet for bedre trivsel i skolerne. Det kan være projekter lige fra forebyggelse af mobning på de danske skoler til den direkte rådgivning via telefonen til både børn og forældre.

“Vi står i en situation, hvor der er flere børn, der ringer ind på BørneTelefonen, end vi er i stand til at hjælpe og hvor der er behov for yderligere opmærksomhed omkring vores sorggrupper. Formålet med kampagnen er at skaffe midler til disse projekter og skabe større forståelse og opbakning til Børns Vilkårs indsats over for udsatte børn,” siger Christophe Kirkegaard, kommunikationschef i Børns Vilkår.

Valget af Hjaltelin, Stahl & Co begrundes med en skarphed på både strategi og kreativitet – samt med spidskompetencer inden for det digitale univers.

“Det er nyt for Børns Vilkår, at vi proaktivt laver et bureausamarbejde. Og vi har fornemmet en stærk interesse fra bureauernes side for at arbejde sammen med os, hvilket vi er glade for. Der er rene forhold i aftalen med Hjaltelin, Stahl & Co – forstået sådan, at de får penge for de arbejde, de udfører. Men det ligger også helt fast, at de gerne går en ekstra mil for os. Det sociale ansvar ses – og leveres – også i bureauets arbejde for Læger Uden Grænser og Amnesty International,” siger Christophe Kirkegaard.

Børns Vilkår har i forvejen et samarbejde med Euro RSCG, der har tilbudt at koble den humanitære organisation sammen med Bag for en sag – et sidehjul til bureauets koncept Den Store Bagedag.

Hos Electric, det digitale bureau i Hjaltelin, Stahl-gruppen, glæder direktør Thomas Adamsen meget til samarbejdet og siger:

“Børns Vilkår er en ønskekunde, fordi de udfører et stykke meget vigtigt og nødvendigt arbejde, som vi nu får mulighed for at blive en del af. Det er også en ønskekunde, fordi de er professionelle og har stor erfaring med, hvad der virker og ikke virker i kampagner.”