Udgangspunktet er positivt – ja, nærmest forkælet:
”Trendsales har godt 700.000 brugere i Danmark – omsætningen stiger, og kendskabsgraden er stor. Vi formidler salg af bl.a. brugt tøj, og det giver både god mening og god stemning, fordi vi dermed er med til at skubbe recycle-tankegangen,” siger Birgit Winkel, der er Head of Shops hos Trendsales.
Og det er primært de 700.000 brugere, der er målgruppen for Trendsales’ hidtil største kampagne – både online og off-line.
”Vi går outdoor og på tv – TV2 og SBS – og på de digitale medier, herunder TV2’s medier og Bloggers Delight. Det er en sandwich-manøvre, der dels skal bekræfte de aktive brugere i deres valg, dels skal prikke de inaktive på skulderen,” siger Birgit Winkel.
Kampagnen, der lanceres mandag i uge 5 og kører i to bursts á to uger, er skabt af Trendsales selv, TV2 og aalborgensiske Combine.
”Vi har selv leveret et stort stykke hjemmearbejde og følte os så tilstrækkeligt skarpe, at vi kunne gå direkte til TV2, der hjalp med filmene – storyboard og produktion. Combine valgte vi til sparring og bannerproduktion på baggrund af det arbejde, de har udført for Hummel,” siger Birgit Winkel, der kom til Trendsales for godt to år siden.
Den tidligere marketingdirektør hos TDC er primært ansvarlig for Shops, som er Trendsales’ afdeling for salg af nye varer, men har også ansvaret for den aktuelle kampagne.
https://vimeo.com/84761000
https://vimeo.com/84760999