Pontus Gårdinger er adm. direktør for Snowman Productions i Sverige og har netop rekrutteret en trio til at få selskabet lanceret i Danmark.
De tre er Michael von Würden, Rasmus Steentoft og Lars Fønss – alle tre Nordisk Film-profiler, bl.a. har sidstnævnte været produktionschef i godt 10 år. Samme titel kommer Fønss også til at få i Snowman-regi. Steentoft, der bliver adm. direktør, og von Würden skal stå for udvikling og salg af tv-programmer.
“Det er et rigtig tungt team. Det er altid svært at finde gode folk i denne branche, eftersom konkurrencen er så hård. Men jeg synes, at jeg har fundet de rette,” siger Pontus Gårdinger til Dagens Media..
Han er sat i spidsen for Snowman Productions, der skal etableres i Norden. Selskabet er ejet af tyske ProSiebenSat1 via selskabet Red Arrow, og der har fra begyndelsen været fart på. For blot halvanden måned siden blev tyskernes aftale med Gårdinger offentliggjort – og det svenske hovedkontor lanceret.
Den danske trio tiltræder 1. januar.