True Award vokser

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Indsendelserne til årets reklamefilmpris går op og ned. I år er et af de gode år, med 219 indsendte arbejder.

”Vi har slået rekord”, skriver The True Award på deres Facebook side. Men det er måske lidt for store ord.

Det er rigtigt, at antallet af indsendte film er større i år end sidste år. Nemlig 219 mod 187. Men året før – i 2013 – var antallet af indsendelser helt oppe på 231. Og årene før er det også gået op og ned med indsendelser.

“Udover at det generelt svinger fra år til år, synes jeg vi i år har lavet en ekstraordinær indsats, hvor ikke mindst samarbejdet med Kreativitet og Kommunikation, TV 2 og vores faster partner Dansk Annoncørforening viser sin værdi. Når en samlet reklamebranche står sammen, bliver det selvfølgelig mere attraktivt at deltage,” siger Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen.

Juryen, der består af fire annoncører, fire kreative og fire filmfolk, er endnu ikke meldt ud, men den 25. september – altså i næste uge –  vil jurymedlemmerne samles for at kigge alle indsendelser igennem.

Det ligger i hvert fald fast, at formand for juryen er filmproducent Christian Bévort fra Moland Film, mens Otto Christiansen fra Dansk Annoncørforening er næstformand.

For nylig blev det meldt ud, at True Award i år vil få en ekstra pris, som uddeles af samarbejdspartneren TV 2.

TV 2-prisen gives til den reklamefilm, som skaber den højeste grad af involvering og motivation blandt forbrugerne og det er netop forbrugerne, der voterer om prisen via et TV 2 panel.

Arrangørerne af True Award, Producentforeningen og Dansk Annoncørforening blev i foråret udvidet med partnerne TV 2 og bureauernes brancheorganisation, Kreativitet & Kommunikation.

True Award afholdes på Langelinie Pavillonen i København den 30. oktober. Billetsalg åbner den 29. september.