Tryg skifter mediabureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

OMD trak det længste strå i en konkurrence om If i Norge og Sverige – men det korteste i konkurrencen om Tryg.

Det blev til et bureauskifte, da Tryg Forsikring afgjorde sin konkurrence om mediebudgettet. Nyt bureau bliver Carat, der overtager fra OMD.

Forsikringsselskabet har igennem det seneste års tid været igennem en del forandringer og også justeret sit marketingfokus. Det førte tidligere på året også til et reklamebureau-skift.

”Vi har været meget glade for samarbejdet med OMD, men der er sket mange ting i selskabet, og da vores kontrakt med OMD alligevel udløb, fandt vi det naturligt at sende budgettet i konkurrence,” siger Steffen Lundgren Kristensen, der er chef for Corporate Identity & Group Marketing.

Han tilføjer, at konkurrencen havde et flot niveau – men Carat skilte sig dog markant ud.

”Carat har udvist høj grad af forretningsforståelse og har ageret særdeles professionelt i processen. Carat har leveret på alle målsætninger for ønsket setup og leverede den bedste løsning på casearbejdet. Derfor var vi – på trods af hård konkurrence – hurtigt klar over, at Carat var et godt bud på en ny samarbejdspartner. De er allerede i gang med at løse de første opgaver for os, og jeg glæder mig over, at der allerede leveres i tråd med de gode takter, vi så i udvælgelsesprocessen” siger Steffen Lundgren Kristensen.

Bureauskiftet kommer oven på, at flere nordiske budgetter har været i spil. Således vandt OMDs søsterselskab, PHD, Codan lige før sommerferien, mens OMD vandt If i Norge, Sverige og Finland.

Hos OMD siger adm. dir. Thomas Bertelsen:

”Det er altid ærgerligt at miste en kunde, som vi har været glade for at hjælpe, men det åbner selvfølgelig nogle nye muligheder.”

Og så kan man spekulere i, om OMD i Danmark nu vil forsøge at få flyttet If fra MEC.

Hos Carat er adm. dir., Mads Bredal selvsagt glad for den nye kunde.

“Vi tror, forsikringsbranchen vil forandre sin markedsføring meget i de kommende år, og ser frem til at bidrage til, at Tryg styrker sit nordiske fodfæste,” siger Mads Bredal.

Alle øvrige bureausamarbejder hos Tryg fortsætter uændret. Som nordisk mediebureau for Tryg skal Carat således arbejde tæt sammen med Hjaltelin Stahl & Co, RelationshusetGekko, e-Types, Satumaa i Finland og The Fan Club i Sverige.