Tulip Food Company har valgt envision til at hjælpe med trade-marketing. Og det er nødvendigt med særlig bureau-bistand på dette felt, erkender Peter Søndergaard, der er Trade Marketing Manager hos Tulip Food Company:
“Det bliver stadig sværere at brænde igennem og være relevant i netop dét øjeblik, hvor forbrugerne skal vælge vores produkter frem for konkurrentens. Og for Tulip Food Company bliver det vigtigere og vigtigere at være til stede på den rigtige måde i og omkring butikkerne.”
Tulip Food Company har afholdt en bureaukonkurrence på området. Vinderen kender Tulip fra anden side, idet envision gennem adskillige år har lavet mange emballagedesign til Tulip Food Company. Nu er samarbejdet blevet udvidet til også at omfatte trade marketing aktiviteter.
”Baggrunden for lave en konkurrence specifikt på trade marketing var, at vi simpelthen havde behov for at se, hvem i markedet, som virkelig kunne flytte os i indkøbssituationen. Envision bød ind med et overbevisende oplæg, som både var indsigtsbaseret og eksekverbart i det turbulente miljø, som detailhandlen er i dag,” siger Peter Søndergaard.
Han glæder sig til at se, hvordan bureauets viden kan flytte Tulips brands og skabe vækst i svære markeder.
“Og så glæder vi os til et partnerskab, hvor vi kan udfordre hinanden og lave en masse effektive kampagner,” siger Peter Søndergaard.