Tunnelsyn på data kan koste valgsejren

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den tidligere spindoktor, britiske Alastair Cambell fortalte på konference om risikoen ved ukritisk at bruge data og sociale medier.

Man kan nemt tro, at man vinder et valg ved at stole for meget på meningsmålinger og sociale medier.

Det sagde Alastair Campbell, tidligere rådgiver for den britiske premierminister Tony Blair ved en konference i går. Den var arrangeret af bureauernes brancheforening Kreativitet & Kommunikation og Berlingske og handlede om, hvordan man vinder et valg.

”Alle meningsmålingerne sagde, at Labour og de konservative lå nogenlunde lige. Det så ud som om at Labour gjorde det godt,” sagde den tidligere spindoktor om det netop overståede valg i England, hvor det endte med, at Labour led et stort valgnederlag til de konservative.

Men man ser det man vil se. Labour havde overhovedet ikke set det komme, at konservative ville få en sejr med absolut flertal.

Alastair Campbell mener, at politikere ofte tolker data for ukritisk og derved sker der en bias, så man kan komme til at tage gruelig fejl af virkeligheden.

Også opslag på de sociale medier kan give en mislyd i forhold til virkeligheden. Det er nemlig ofte opslag fra folk med samme overbevisning, som politikerne bider mærke i. Dermed kommer de til at leve i deres egen lille boble, hvor de bliver bekræftet i at de gør det godt nok.

I stedet kan politikere tage ved lære af f.eks. sportsfolk – især Formel 1-sporten, hvor en kører kan have kørt en superrunde og måske endda have vundet.

“Men i stedet for blot at være tilfreds med det, bruges data til at finde ud af, hvad der skal til for at gøre det endnu bedre. De er besatte af at forbedre sig, om det så blot er en milliontedel af et sekund,” sagde Alastair Campbell og tilføjede:

”Jeg har aldrig hørt nogen i Formel 1- hverken kørere eller deres folk sige – at de gør det godt nok. De har millioner af data og de bruger dem til at finde ud af, hvordan de hele tiden kan forbedre sig. I politik ser vi bare på tallene og tænker, at det ser fint ud.”

Men ’fint’ er ikke nok til at vinde. Og politik handler i sidste ende om at vinde for at kunne få sin politik ført igennem. Politikere skal ikke blot have viljen til at vinde, man skal ‘ville’ vinde. Derfor skal de lære konstant at udfordre sig selv og finde ud af, hvad de kan gøre bedre.

Det har den britiske politiske rådgiver forsøgt at give et bud på i bogen Winners and how they succeed, hvor man kan læse hvad bl.a. elitesportsfolk gør for at hive sejren hjem.