Turistorganisation opslår verdens mest afslappende job

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Et jobopslag lokker med at tilbyde verdens mest afslappende job. Der er dog nok af opgaver at tage fat på, men afslappende betyder, at det er tilladt med lange snakke og vindrikning.

Hvem vil ikke gerne have verdens mest afslappende job?

Man ser det for sig: Man sidder tilbagelænet i kontorstolen med fødderne på bordet, armene foldet bag hovedet, med en attitude som om man tænker dybt over tingenes tilstand, men i virkeligheden laver … ingenting.

Men afslapning er ikke det samme som at lave ingenting, siger adm. dir. Lars Nielsen fra Visitvestjælland, der står bag jobannoncen med titlen: Verdens mest afslappende job.

”Vi mener det helt alvorligt, når vi siger, at det er afslappende. Men afslapning er ikke det samme som at lave ingenting. Afslapning er at give sig god tid til aktiviteter, man godt kan lide.”

Lars Nielsen uddyber:

”i arbejdsmæssig sammenhæng betyder det, at vores nye kommunikationschef skal give sig tid til at sætte sig ned og tage en lang sludder med fiskeren eller tage en tur ud og snakke med godsejeren. For det er når man giver sig tid til en god snak, at man fanger de gode historier.”

I jobannoncen er ovenstående arbejdsopgave betegnet som en af de væsentligste for den nye kommunikationschef og der tilføjes endda, at det godt må foregår samtidig med, at man drikker den lokale vin.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Der er selvfølgelig også en række ’almindelige’ arbejdsopgaver, der skal løses ligesom i ethvert andet job.

Verdens mest afslappende job er i øvrigt placeret på ‘Verdens mest afslappende sted’. For det er sådan man gerne vil opfattes i VisitVestsjælland.

Og derfor fik man sidste år ved hjælp af Zupa, Mettelise Film og Welcome Post produceret “Verdens mest afslappende film” – en syv minutter lang film, som ifølge Lars Nielen er blevet vist over 2,5 mio. gange og som netop er nomineret i to kategorier til Danish Digital Award.

Læs jobopslaget her

https://www.youtube.com/watch?v=r3fE6FQT82s